DET ER EN af de novemberdage, som er så grå, at næsten alt synes at gå i ét. På hjørnet af Stormgade i København, et par minutters gang fra Christiansborg, svømmer himlen, asfalten og vandet i kanalerne sammen med de kalkede mure i Indenrigs- og Boligministeriet. Over indgangen troner Mor Danmark med spyd og skjold, klar til at forsvare riget mod dets fjender, mens en seddel på døren informerer om, at dørtelefonen desværre er i stykker.

Lidt derfra, i hjørnekontoret på første sal, rejser Kaare Dybvad sig fra sit skrivebord. Han er klædt i mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og sort slips, og det mørke hår, der stod op i en hanekam, da han som ung meldte sig ind i Dansk Socialdemokratisk Ungdom, er redt baglæns i en sideskilning. Gennem et vindue bag ham strækker Slotsholmskanalen sig ned langs Gammel Strand og svinger til højre ved Højbro Plads. Kaare Dybvad har flere gange overvejet, om han burde vende skrivebordet om, så han bedre kan nyde udsigten, men indtil videre er det blevet ved tanken.

På en af kontorets lyseblå vægge hænger et Danmarkskort med små, sorte mærker. Dem sætter Kaare Dybvad, hver gang han har besøgt et nyt sted som minister. Over bogreolen i hjørnet er der også blevet plads til et sort-hvidt portræt af tidligere statsminister Anker Jørgensen, taget i Folketingssalen under afstemningen, som udløste jordskredsvalget i 1973. Kaare Dybvad har fundet det i Berlingskes arkiv og fået det printet, mest fordi han synes, at det er et godt billede, men også som en påmindelse om hvor galt, det kan gå, hvis Socialdemokratiet åbner en flanke til højre.

Nede på gaden holder ministerbilen i tomgang. Det er dagen for kommunalvalget, og som formelt ansvarlig for valghandlingen skal Kaare Dybvad besøge en række valgsteder, først i Høje Taastrup og senere på hjemstavnen i Vestsjælland. Selv har han afgivet sin stemme et par timer tidligere på Amager, hvor han bor med sin familie og er i gang med at renovere hus.

Vi forlader kontoret og sætter kurs mod den københavnske vestegn. En halv time forinden, i receptionen, har en ansat i ministeriet advaret mig:

”Han vil altid gerne tale om politik. Men det personlige kommer du nok til at kæmpe lidt for.”