Putin

Putin og magten

Stort portræt af Putin: "For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis kampen er uundgåelig, skal man slå først"

Han har 7.500 atomsprænghoveder og er ikke bange for at vise det. Han ydmyger folk på tv og bomber sin vilje igennem på verdensscenen. Thomas Hebsgaard tegner her et portræt af fænoment Putin.

En lille, tæt mand træder ud af bygningen, som huser den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB’s afdeling i den østtyske by Dresden. Foran bygningen er en gruppe vrede DDR-borgere stimlet sammen.

”Forsøg ikke at trænge ind i ejendommen,” siger den lille mand ophidset på tysk med en svag russisk accent. Under hans vigende sideskilning sidder et par markante blå øjne.

”Mine kammerater er bevæbnede, og de har tilladelse til at bruge deres våben i en nødsituation.”

Østtyskland er på denne dag, 5. december 1989, et land under afvikling. Det er knap en måned siden, Berlinmuren er faldet. Kampråbet ’Wir sind das Volk’ gjalder i gaderne. Folkemængden har allerede stormet sikkerhedstjenesten Stasis kontor.

Nu har de vendt sig mod KGB. Inde i bygningen får russerne travlt med at stoppe stabler af papirer ind i brændeovnen. Situationen er kritisk, og den lille mand med de blå øjne ringer til Den Røde Hærs lokale troppekontingent efter hjælp til at opløse demonstrationen. Svaret er ikke det, han har håbet på.

”Vi kan ikke gøre noget uden ordrer fra Moskva,” lyder det.

”Og Moskva er tavst.” *

Den lille KGB-mands navn er Vladimir Vladimirovitj Putin, og han skal aldrig siden glemme de tre ord: ”Moskva er tavst.”

”Det var på det tidspunkt, jeg forstod, at Sovjetunionen var sygt. En dødelig sygdom, der hedder lammelse. Magtens lammelse,” har Putin sagt.

Ordene faldt, da Putin lod sig interviewe til portrætbogen ’First Person’ kort efter sin første tiltrædelse som præsident. I dag, 16 år senere, har den lille mand med det skarpe blik for magten sørget for, at ingen længere behøver frygte en situation som dengang. Moskva er ikke længere tavst, og magten er ikke længere lammet – for Moskva, det er Putin. Og Putin har magten.

Både hjemme og på den internationale scene har den russiske præsident gang på gang vist, at han er parat til at gå længere, end nogen har forestillet sig, så længe hans handlinger kan øge hans egen og Ruslands magt og indflydelse.

Han har sendt soldater og kampvogne ind i flere nabolande, bombet sig til indflydelse på Syriens borgerkrig og ifølge sine kritikere ligefrem orkestreret mord på politiske modstandere for at bevare magten hjemme i Rusland. Hvis der løber en rød tråd gennem den russiske præsidents liv, væver den en fortælling om magt og viljen til at opnå den. Med alle midler.


Kort før Vladimir Putin rejste til Tyskland for at arbejde for KGB i 1985. På billedet er han sammen med sine forældre, Maria og Vladimir Putin. 

Putin voksede op i en rå verden, hvor det gjaldt om at slå først. Han boede alene med sine forældre i et 20 m2 stort værelse i en femtesals delelejlighed i en baggård i millionbyen Leningrad, der lå i ruiner efter anden verdenskrigs ødelæggelser.

Hans to ældre brødre var begge døde. Den ene som spæd, før krigen brød ud. Den anden på et børnehjem under nazisternes 872 dage lange belejring af byen, mens far Vladimir lå på feltlazaret, og mor Maria sultede.

I efterkrigsårene lærte Vladimir at slås med både rotter og større drenge i baggården, hvor han tilbragte det meste af sin fritid. Lille ’Volodja’ var med egne ord en hooligan og en rigtig bølle. I skolen var Vladimir både doven og uvorn, og barndomsvenner har fortalt historier om den lille fyr, der uden tøven fór i flæsket på fulderikker og langt større drenge.

”Hvis nogen fornærmede ham på den ene eller anden måde, kastede Volodja sig øjeblikkelig over fyren, kradsede og bed ham og rev store totter af hans hår ud – hvad som helst for at undgå, at nogen ydmygede ham,” fortalte klassekammeraten Viktor Borisenko til journalisten Nataliya Gevorkyan og hendes kolleger bag portrætbogen ’First Person’.


Vladimir Putin var en hårdtslående baggårdsdreng i sin fødeby Skt. Petersborg. Skolebilledet her er fra 1966. Vladimir Putin står på bagerste række som nr. 2 fra venstre.

Slagsmålene fortsatte, men to ting fik Putin til at ændre kurs omkring 6. klasse. Den ene var judo. En kampsport, hvor man lærer at bruge sin modstanders kræfter til at besejre ham – den perfekte sport for en lille fyr, der vil i clinch med større og stærkere modstandere og herske over baggården. Den anden var drømmen om at blive spion. Tv-miniserien ’Skjoldet og sværdet’ gjorde dybt indtryk. Den handler om en russisk agent, der infiltrerer nazisternes SS under anden verdenskrig og nærmest egenhændigt redder moderlandet.

”Jeg syntes, det var fantastisk, at én mand med sin indsats kunne opnå, hvad hele hære ikke kunne. En spion kunne afgøre tusinder af menneskers skæbne,” har Putin fortalt journalisterne bag portrætbogen.

På sit skrivebord i familiens datja (russisk sommerhus, red.) placerede den unge Vladimir et billede af Jan Berzin, grundlæggeren af Sovjetunionens militære efterretningstjeneste.

Som 16-årig vandrede han ind i KGB’s hovedkvarter i Leningrad i håb om at blive ansat. Den unge mand fik at vide, at tjenesten ikke optog frivillige. Det bedste, han kunne gøre, var at læse jura og håbe på at blive kontaktet af KGB, hvis han klarede sig godt.

”Fra det øjeblik begyndte jeg at forberede mig til det juridiske fakultet ved Leningrad Universitet. Og ingen kunne stoppe mig,” fortæller Putin i portrætbogen.

Missionen lykkedes. Putin kom ind på jurastudiet – men KGB kontaktede ham ikke. Fire år inde i studierne havde Vladimir Putin reelt opgivet drengedrømmen, da en agent dukkede op på universitetet.

”Han sagde ikke, hvem han var, men jeg regnede det øjeblikkelig ud, fordi han sagde: ’Jeg skal tale med dig om din karriere, men jeg vil endnu helst ikke specificere præcist, hvad det drejer sig om.’”

Vejen op ad karrierestigen i KGB var imidlertid lang. Mens Putin kæmpede sig gennem en efter alt at dømme temmelig uinteressant hverdag som KGB-mand i hjembyen Leningrad, mødte han den fem et halvt år yngre Aeroflot-stewardesse Ljudmila.

Det var ikke kærlighed ved første blik, men Putin imponerede hende med sin evne til at skaffe billetter til teaterforestillinger og koncerter via sine KGB-kontakter.
Og så var Ljudmila, som også blev interviewet til Putin-portrætbogen ’First Person’, efter eget udsagn tiltrukket af ”hans indre styrke – den samme kvalitet, som drager alle andre mod ham.”

Efter tre et halvt års kurtiseren og mange teaterture friede Putin. På yderst kejtet vis.

”En aften sad vi hjemme hos ham, og han sagde: ’Nu ved du, hvilken type person jeg er.’ Han var selvkritisk. Han forklarede, at han var den stille type, at han kunne være kort for hovedet og endda fornærme folk osv.

Han sagde, at han var en risikabel livspartner, og tilføjede: ’Efter tre et halvt år har du formentlig besluttet dig.’ Det lød, som om vi var ved at slå op. ’Ja, jeg har besluttet mig,’ sagde jeg. Han udstødte et tvivlende ’Ja?’ Så var jeg sikker på, at det var dét, vi var i færd med, at slå op. Men så sagde han: ’O.k., hvis det er sådan, det er: Jeg elsker dig, og jeg foreslår, at vi gifter os.’”

Tre en halv måned senere var parret gift og rykkede ind i Putins lille værelse i forældrenes nye lejlighed.


Fra familie­albummet: Vladimir, hans kone Ljudmila og deres datter Maria.

I mellemtiden var den unge KGB-mands drøm om en udstationering bag fjendens linjer rykket nærmere. I 1984 kom han på spionskole i Moskva og satte alt ind på at gøre et godt indtryk. Uanset hvor varmt sommervejret var, gik Putin ulasteligt klædt i fuldt jakkesæt med vest, og han sled i det i tysktimerne.

En stilling i spionreden Berlin dinglede lige foran Putins næse. I stedet endte familien – Vladimir, Ljudmila og etårige Maria – i Dresden. Her skulle Putin forsøge at hverve fremtidige agenter til KGB. Uden meget held gik Putins gruppe især efter latinamerikanske studerende. Han var, med hans tyske biografist Boris Reitschusters ord, ”James Bonds sekretærs sekretær”. Tilværelsen var ikke desto mindre behagelig. Ljudmila nød, at levestandarden var højere end i Sovjetunionen, og parret fik gode venner blandt naboerne i Plattenbau-blokkene, der var fulde af Stasi-folk. Putin satte pris på det gode tyske øl og tog mere end 10 kg på.

”Vi tog tit til en lille by ved navn Radeberg, hvor et af de bedste bryggerier i Østtyskland lå,” fortalte Putin til journalisterne, der portrætterede ham i 2000.

”Jeg plejede at bestille en tønde. Man hælder øllet ned i tønden, sætter en studs på, og så kan man drikke direkte af tønden. Så jeg fik 3,8 liter øl hver uge. Og mit arbejde lå kun få skridt fra lejligheden, så jeg arbejdede ikke de ekstra kalorier af.”

Sådan fortsatte livet, indtil østtyskerne rejste sig mod det undertrykkelsesapparat, som Putin og hans tyske venner tilhørte.

Efter nogle anspændte timer med vrede demonstranter foran KGB-bygningen i Dresden ankom de lokale russiske tropper til sidst, og demonstrationen gik i opløsning. Men Putin-parrets dage i Dresden var talte. DDR-staten kollapsede, og i 1990 vendte Putin, Ljudmila og døtrene Maria og Jekaterina hjem til et falleret og sammenbrudstruet Sovjetunionen. Med sig havde de ikke meget andet end lidt opsparet hård valuta fra Putins løn og en 20 år gammel vaskemaskine, parret havde fået i afskedsgave af deres Stasi-venner.


Hjemme i Leningrad, der snart skulle skifte navn til det før-kommunistiske Skt. Petersborg, tog Putin imidlertid hurtigt fat på den opstigen, som på mindre end 10 år skulle forvandle ham fra en lavtrangerende KGB-officer til manden på toppen af magten i verdens største land.

Hvordan det præcis gik til, har selv de grundigste Putin-biografister haft svært ved at klarlægge i detaljer. Sikkert er det imidlertid, at Putin havde sans for at knytte stærke bånd til mennesker med magt.


Vladimir Putin blev Ruslands præsident 7. maj 2000, efter Boris Jeltsin og hans politiske støtter valgte at bakke ham op. Hvorfor det lige blev ham, verserer der flere teorier om.

Mens Putin forblev på KGB’s lønningsliste som reserveofficer – dvs. han skulle indrapportere, hvad han så og hørte – fik han arbejde som vicedekan på Leningrad Universitet med ansvar for universitetets relationer til udlandet.

På universitetet arbejdede også Putins gamle underviser, juraprofessor Anatolij Sobtjak. Da Sobtjak gik ind i politik og blev formand for millionbyens byråd, fik Putin arbejde som hans højre hånd. I hvert fald udadtil var Sobtjak en glødende fortaler for demokrati, men Putin tøvede med at kappe båndet til det alt andet end demokrativenlige KGB.

”Det var en meget vanskelig beslutning,” fortalte Putin i portrætbogen fra 2000. ”Ingen kunne sige noget om, hvad vej udviklingen i landet ville gå. Sobtjak var bestemt en enestående personlighed og en fremtrædende politiker, men det virkede for risikabelt at knytte min egen fremtid til hans.”

Mens den største og mest betydningsfulde overgang fra diktatur til demokrati i nyere tid udspillede sig om ørerne på ham, bekymrede Vladimir Putin sig altså først og fremmest om, hvordan han sikrede sin egen position.

Han sagde op, men opsigelsen blev ifølge Putin væk, og endeligt farvel til KGB sagde den senere præsident først, da tjenestens topfolk sammen med konservative kræfter i kommunistpartiet og hæren mislykkedes med et militærkup i august 1991.

Under en god del af kupforsøget gemte Putin sig i en bunker sammen med Sobtjak, mens Boris Jeltsin i Moskva kravlede op på en kampvogn og udstillede den gamle Sovjetgardes magtesløshed. Da Putin kom op til overfladen igen, var det som manden, der håndterede sin fødebys forbindelser til omverdenen.

I denne funktion mødte daværende Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen (S) i 1991 Vladimir Putin, da Simonsen var i Leningrad for at deltage i ceremonien, hvor byen officielt skiftede navn til Skt. Petersborg. Simonsen oplevede en meget serviceorienteret Putin.

”Han sagde ikke ret meget, men han var meget flink. Han bar vores tasker og sørgede for, hvor vi skulle sidde,” har Thorkild Simonsen fortalt til Radio24syv.

Reelt var Putins betydning for bystyret langt større, end Simonsen fik indtryk af. Den sovjetiske planøkonomis sammenbrud betød, at det nye Rusland havde svært ved at skaffe sine borgere noget så elementært som mad. Løsningen blev, at centralregeringen forærede olie, tømmer, metal og andre råvarer til lokalregeringerne, som så kunne bytte råvarerne for mad i udlandet. I Skt. Petersborg blev byttehandlerne den tysktalende Putins ansvar.

Over hele Rusland udartede handlerne sig til underslæb og svindelnumre i stor stil. De nye magthavere og deres forretningspartnere solgte råvarerne i udlandet og stak pengene i egne lommer i stedet for at købe mad til russerne.

I Skt. Petersborg var svindlen også massiv, og en byrådskommission under politikeren Marina Salié fandt frem til, at der var blevet fusket for 92 mio. dollars med kontrakter underskrevet af Putin eller hans medarbejdere. Salié mente til sin død, at Putin personligt havde scoret kassen på handlerne, mens Putin selv har sagt, at han og bystyret blev snydt af de importfirmaer, som stod for det praktiske.


Hvem bestemmer? Putin sætter rigmænd og direktører på plads i byen Pikalevo øst for Skt. Petersborg.

Efter Putins magtovertagelse i 1999 flygtede Salié til en lille, isoleret landsby langt fra Moskva. I 10 år var hun skræmt til stilhed uden at ville afsløre præcist hvorfor. Da hun igen åbnede munden som 75-årig i 2010, lod hun L.A. Times forstå, at hendes værste anelser om Putins forvaltning af præsidentembedet var gået i opfyldelse:

”Jeg sagde, at et diktatur ville blive etableret. Ikke bare en politistat, men en KGB-stat. Nu er vi nået dertil.”

Tilbage i 1992 konfronterede Salié personligt Putin med sin efterforskning.

”Hans reaktion på det hele var meget rolig. Han sagde: ’Alle dine anstrengelser vil være forgæves,’” fortalte Salié til L.A. Times.

Putins forudsigelse viste sig at holde stik. Saliés rapport nåede frem til præsident Jeltsins stab, og Sobtjak og Putin måtte aflægge forklaring i Moskva. Men derefter skete der ikke mere.

Putin blev viceborgmester, stadig med ansvar for kontakten til udlandet, og Skt. Petersborg forblev en by præget af lovløshed og fattigdom. Først i 1996 omstyrtede vælgerne borgmester Sobtjak, som tog Putin med i faldet.

Men da havde Putin tilsyneladende allerede øjnene rettet mod det næste trin på magtstigen: Han søgte til Moskva og gjorde lynkarriere takket være forbindelser, han havde skabt sig i Skt. Petersborg.

Mens præsident Jeltsins regering blev stadig mere upopulær i befolkningen, steg Putin i graderne. Som én blandt få i Kreml forblev han loyal over for den skrantende Jeltsin og hans inderkreds, der var kendt som ’Familien’. Putin blev Jeltsins vicestabschef og midt i 1998 udpeget til chef for statssikkerhedstjenesten FSB, arvtageren til KGB. Et år senere var han premierminister.

Kort efter begyndte en serie bombeangreb mod civile mål, angivelig arrangeret af tjetjenske terrorister. Attentaterne fik en panisk stemning til at brede sig i den russiske befolkning. Jeltsin-regeringen genoptog en blodig og brutal krig i den oprørske republik Tjetjenien, der ellers var afsluttet med en fredsaftale i 1996. Og premierminister Putin leverede for første gang en af de gadedrengeagtige tv-replikker, der skulle blive hans varemærke.

”Vi vil jage dem til sidste mand,” sagde han om terroristerne. ”Hvor vi end finder dem, vil vi tilintetgøre dem. Også selv om vi finder dem på toilettet. Vi vil tvære dem ud i lokummet.”
Mange russere elskede den nye stærke mands frejdige problemknuser-attitude.
Nytårsaften 1999 tonede præsident Jeltsin frem på tv for at levere sin nytårstale til det russiske folk, tre måneder før forårets præsidentvalg.

”Jeg vil bede jer om tilgivelse for, at mange af vores håb ikke er blevet opfyldt,” sagde den aldrende præsident. Bevæget annoncerede han, at han nu overdrog magten til ”en stærk person, der er egnet til at være præsident, og som næsten alle russere i dag forbinder med deres håb for fremtiden.” Umiddelbart efter gik Putin på skærmen. Slank, en smule stiv i det og siddende lidt skævt på stolen understregede den nye præsident sin opbakning til forfatningen, til ytringsfrihed, til privat ejendomsret, pressefrihed, demokrati og reformer.

I dag verserer flere teorier om, præcist hvorfor og hvordan netop Putin endte som Jeltsins afløser. Han var utvivlsomt ’Familiens’ foretrukne kandidat og nød opbakning fra en af dens mest markante medlemmer, oligarken og mediemogulen Boris Berezovskij, og en af Putins første gerninger som nyudnævnt præsident var at sylte de alvorlige korruptionssager, som truede Jeltsin og ’Familien’.

Mere sprængfarlige er teorierne om KGB-arvtageren FSB’s involvering. En del fremtrædende russiske iagttagere har fremført den teori, at terrorbombningerne i efteråret 1999 i virkeligheden var arrangeret af FSB.

Formålet skulle have været at skabe opbakning til den tidligere efterretningsmand Putin, der netop var trådt ind på den nationale scene som slagkraftig premierminister. Teoriens tilhængere hæfter sig ved en serie foruroligende kendsgerninger, der begynder med et bombeattentat, som blev afværget af politiet i den russiske by Ryazan i september 1999.

Efterforskningen viste, at attentatmændene i virkeligheden arbejdede for FSB. Tjenesten undskyldte sig med, at der var tale om en øvelse uden rigtigt sprængstof, hvor formålet havde været at teste det lokale beredskab efter de forudgående angreb.

Hændelsen er aldrig blevet efterforsket til bunds, og to medlemmer af en uafhængig undersøgelseskommission, som forsøgte at klarlægge forløbet, er blevet myrdet, mens et tredje er omkommet i en bilulykke. Journalisten Anna Politkovskaja og FSB-whistlebloweren Alexander Litvinenko undersøgte også sagen. Begge blev myrdet i 2006.

Litvinenko, der blev forgiftet med det radioaktive stof polonium 210 på et hotel i London, mente selv, at Putin stod bag hans død. En britisk dommerundersøgelse nåede i år til samme konklusion: Putin havde ’sandsynligvis’ godkendt likvideringen af Litvinenko.

I november 2006 døde Alexander Litvinenko på et hospital i London, forgiftet med et radioaktivt stof. Han beskyldte den russiske præsident for at stå bag.

Uanset hvordan og med hvis opbakning Putin fik magten overdraget ved indgangen til det nye årtusind, stod det hurtigt klart, at han ikke havde i sinde at give den fra sig igen. Godt hjulpet af Berezovskijs mediemaskine vandt Putin præsidentvalget i marts 2000 med lidt over halvdelen af stemmerne.

Derefter gik han i gang med at rulle demokratiet tilbage. Flere af Ruslands magtfulde mediemoguler – deriblandt Berezovskij – blev tvunget til at sælge deres medieimperier til staten og flygte til udlandet, efter at deres journalister havde lavet kritiske programmer om Putin.

Landets indflydelsesrige forretningsfyrster, oligarkerne, fik besked på at holde sig langt fra politik, mens en stribe reformer samlede en betydelig større del af magten over Rusland i præsidentembedet. Og nok så vigtigt sikrede præsidenten sig kontrollen med det, der i dag er Putins og Ruslands måske vigtigste aktiv på den geopolitiske scene (bortset selvfølgelig fra alle atombomberne): det tidligere sovjetiske gasmonopol Gazprom, Ruslands umådelig meget mere indbringende svar på DONG.

Mens Putin gennemførte markedsøkonomiske reformer af resten af økonomien, forhindrede han personligt ethvert forsøg på at opsplitte det dengang korruptionsplagede, ineffektive og delvis privatiserede selskab. I stedet udpegede præsidenten to loyale bekendte fra Skt. Petersborg som henholdsvis bestyrelsesformand og direktør: Dmitrij Medvedev og Aleksej Miller. Medvedev er i dag premierminister og vikarierede for Putin på præsidentposten 2008-12, så Putin kunne genvælges uden at komme i konflikt med forfatningens bestemmelser om maksimalt to embedsperioder i træk. Miller sidder stadig for bordenden i Gazprom.


Putin elsker fly, helikopterer og vilde dyr. Her dog til havs i færd med at overvære en af søværnets øvelser i april 2000.

Da Putin i 2011 besøgte Danmark som premierminister, overraskede han den daværende DONG-direktør Anders Eldrup med sin detaljerede viden om det danske energiselskabs samarbejde med Gazprom. Eldrup var én blandt en lille skare af udvalgte danske erhvervsfolk, som fik foretræde for Putin.

”Jeg havde en kort samtale med ham, og det slog mig, at han var overordentlig velforberedt,” siger Eldrup, der i det hele taget oplevede Putin som meget seriøs og professionel.

”Ligegyldigt hvad jeg fandt på at sige, sagde han: ’Jamen det ved jeg godt.’ Så jeg kunne slutte, at han havde læst sin briefing ret grundigt. Og der var nogle stykker, han skulle tale med og holde styr på, så jeg var egentlig ret imponeret.”

Siden de første antidemokratiske manøvrer i begyndelsen af det nye årtusind har Putin kun yderligere styrket det, han har kaldt ’den vertikale magt’ – dvs. præsidentens evne til at diktere udviklingen selv i Ruslands fjerneste afkroge ved hjælp af personligt udpegede repræsentanter, loyale venner placeret i store statslige selskaber og et nationalt parlament, som langt hen ad vejen er forvandlet til et gummistempel.

Men nok så vigtig er den magt, som ikke står skrevet nogen steder, men følger af, at Putin er – Putin. Manden, der engang drømte om at operere i det skjulte som spion, har lært at træde frem foran et tv-kamera, så ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer.

Han leverede et præmieeksempel i den fallerede industriby Pikalevo øst for Skt. Petersborg i 2009. Iklædt grå vindjakke og åbenstående skjorte satte den daværende premierminister sig for enden af et mødebord, hvor en stribe frygtsomme fabriksejere var kaldt sammen. Med foragt i stemmen sammenlignede Putin forretningsmændene med kakerlakker, fordi de havde lukket byens fabrikker – en stribe urentable fortidslevn fra Sovjettiden. Lukningerne havde fyldt byens gader med vrede, jobløse arbejdere, hvoraf flere hundrede nu ventede uden for bygningen.

”Har alle skrevet under på denne aftale?” spurgte Putin og gestikulerede vredt med en forhåndsindgået aftale om genåbning af fabrikkerne. For rullende kameraer kaldte han derpå oligarken Oleg Deripaska op for at skrive under (selv om Deripaska reelt allerede havde indgået aftalen), kastede papirerne og sin kuglepen på bordet, pegede utålmodigt og lænede sig tilbage, mens Deripaska bøjede sig ned for at grifle sin signatur. Stadig med kuglepennen i hånden sjoskede oligarken tilbage mod sin plads. Putin standsede ham med en sidste, total ydmygelse:

”Giv mig min pen tilbage.”

Deripaska havde indtil da været en af Putins favorit-forretningsfolk, og om hele miseren var et mediestunt, er ikke til at sige. I hvert fald kom Deripaska hurtigt ind i varmen i Kreml igen.

Putin er kendt for at optræde med samme bryske version af sig selv på den internationale scene, som han viser frem på tv.

”Han har en meget kold facade og en meget statisk måde at opføre sig på. Der er ikke noget hjertelighed i ham,” siger tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K), som har mødt Putin under NATO-møder, i enrum med dronningen og prinsen i Kreml og ved det russiske statsbesøg i København i 2011.

”Han har nogle utrolig kolde, blå øjne, der nok fortæller noget om, at de mennesker, han ikke skal bruge til noget, tror jeg ikke, han sætter så stor pris på. Der er for mig at se ingen tvivl om, at han er præget af sin fortid i KGB og det liv, han har levet, før han blev politiker,” siger Lene Espersen.

Putin er ekspert i at få gode venner og knytte tætte bånd – og Italiens tidligere regeringschef Silvio Berlusconi giver gerne et kram, her på vandring på halvøen Krim, som Rusland annekterede i 2014.

Alligevel er hun overbevist om, at Putin har mere at byde på, end hans macho-image antyder. ”Jeg vil tro, at han er god til poker,” siger hun. ”Man kommer ikke så langt som ham, hvis ikke man har nogle sociale kompetencer.”

Lene Espersen bemærkede Putins hårde facade slå små sprækker, når han talte omsorgsfuldt til sin kone under besøget i København eller veltilpas førte sig frem på de lange, røde løbere i Kremls guldforsirede indre – selve symbolet på russisk magt og storhed.

Anders Eldrup husker, hvordan Putin i København holdt en tale, der var både sjov og afslappet. Og på tomandshånd med andre statsledere har Putin gentagne gange vist, at han kan skrue op for charmen – trods sit image som global bølle, som tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har kaldt den russiske leder. Da USA’s daværende præsident George W. Bush første gang mødte Putin i 2001, erklærede han:

”Jeg så manden i øjnene. Jeg fandt ham meget ligefrem og troværdig. Vi havde en virkelig god dialog. Jeg fik en fornemmelse for hans sjæl.”

Forud var gået en samtale under fire øjne, hvor den troende Bush havde spurgt Putin til et kors, russeren havde fået af sin mor. Putin – som ikke havde korset med sig – fortalte alvorligt, hvordan det havde været det eneste, han ønskede at redde, da Putin-familiens datja på et tidspunkt brændte. Med sikker sans for patos viste den nyudnævnte præsident, hvordan en arbejder var kommet hen til ham med en lukket næve. Putin stak sin knyttede hånd frem mod Bush, åbnede den, og der lå det imaginære kors: ”Det var, som om det var forudbestemt,” sagde han. Bush åd historien råt.

Den britiske Putin-biografist Angus Roxburgh har fremhævet Putins ageren under mødet som udslag af et karaktertræk, han har med fra KGB-dagene: Evnen til at spejle enhver samtalepartner og vinde ham over på sin side. Da Putin som ung KGB-agent skulle forklare en nysgerrig ven, hvad han egentlig lavede, lød svaret: ”Jeg er ekspert i relationer mellem mennesker.”

I sine første præsidentår knyttede Putin tætte bånd til Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac og Tysklands daværende forbundskansler Gerhard Schröder. Begge bakkede op om Putins modstand mod USA’s invasion af Irak i 2003. Især kansleren og Putin blev nære venner og besøgte hinanden med familier.

Da Schröder gik af i 2005, blev han kort efter bestyrelsesformand i det Gazprom-ledede konsortium Nord Stream, som i dag har bygget en direkte gaslinje mellem Rusland og Tyskland. Ledningen leder uden om Ukraine og resten af de lande i Østeuropa, hvor Putin gerne vil øge Ruslands indflydelse, og vækker bekymring blandt østeuropæiske politikere.

Frygten er, at Putin vil bruge gassen som pressionsmiddel, og at han med Nord Stream-ledningen kan gøre det, uden at det får direkte konsekvenser i Vesteuropa. Gazprom har adskillige gange de seneste 10 år stoppet gasleverancerne til Ukraine eller truet med at gøre det, officielt af økonomiske årsager, men ifølge mange iagttagere for at straffe ukrainske politikere for Moskva-fjendtlige beslutninger. I mellemtiden er Schröders varme forhold til Putin bevaret. Så sent som i 2014 fejrede eks-kansleren sin 70-års fødselsdag i selskab med Putin i Skt. Petersborg.

Også Danmarks Lars Løkke Rasmussen fandt Putin for godt selskab, da russeren gæstede København og den daværende Løkke-regering i 2011.

”Putin var på det personlige plan en stor oplevelse,” har Løkke tidligere fortalt til Euroman. Statsbesøget kom på et tidspunkt, hvor vestlige ledere generelt håbede på bedre relationer til Rusland, og dansk erhvervsliv drømte om gyldne muligheder på det russiske marked. Danmark havde også netop godkendt, at Nord Stream-ledningen kunne føres gennem dansk farvand ved Bornholm. Besøget sluttede med en aftentur i Tivoli, hvor Putin og Løkke slog sig ned på Færgekroen og sludrede over hver en Amber Lager-fadøl, indtil Putin tog flyet hjem senere end planlagt.

Siden er forholdet som bekendt kølet noget ned. Danmark er – sammen med resten af den vestlige militæralliance NATO – officielt udråbt til en trussel mod Rusland i Putins seneste sikkerhedspolitiske strategi. Strategien er den foreløbige kulmination på Putins årelange modstand mod NATO’s indlemmelser af østeuropæiske lande. Lige siden Putin nytårsaften 1999 fik udleveret den russiske ’nukleare kuffert’ med koderne til at udløse et atomangreb, har han været stærkt optaget af at bevare eller genrejse den nukleare slag- og skræmmekraft, som Sovjetunionen engang besad. Og hans handlinger viser, at præsidenten er parat til at gå langt for at begrænse NATO’s indflydelse i Ruslands nærområder.

Putin fremstår i dag som den måske mest ublu magtpolitiker på den internationale scene efter sin militære indblanding i borgerkrigene i de potentielle NATO-lande Georgien og Ukraine, annekteringen af Krim-halvøen og senest Ruslands bombninger i Syrien til støtte for præsident Bashar al-Assad. Imens fylder statsstyrede russiske medier i stigende grad internettet og æteren med historier på russisk, engelsk og en mængde andre sprog – inklusive dansk. De fremstiller Putin som hele verdens slagfærdige problemknuser, mens fakta indimellem fordrejes eller direkte forfalskes for at miskreditere modstanderne og stille Putin i det bedst mulige lys. Særligt efter Ukraine-konflikten er de Kreml-styrede russiske medier gået i propagandistisk selvsving, mens Putin har talt om sin pligt til at forsvare ’etniske russere’ uden for landets grænser, samtidig med at han har investeret massivt i nyt militært isenkram og gentagne gange har mindet om Ruslands mange atomvåben.

Nogle iagttagere ser en moderne Mussolini- eller Hitler-figur i Putin: En farlig mand med planer om et russisk storrige bygget på nationalisme og en stærk fører – en mand, der er parat til at risikere tredje verdenskrig for Ruslands storhed.
Andre opfatter Putin som en kynisk skikkelse uden nogen anden plan for fremtiden end at bevare magten og hans nationalistiske propaganda som et folkeforførende bluffnummer. Til dem hører den danske Rusland-ekspert Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og tidligere analytiker ved Forsvarets Efterretningstjeneste.
”Jeg tror, han er ved at løbe tør for ideer og visioner.”

Splidsboel Hansen beskriver Putin som en oligark omgivet af oligarker, hvis primære mål er at vedligeholde det system, han har skabt, ”og så nyde den magt og de økonomiske fordele, det giver.”
Hvor langt Putin og hans betroede mænd er villige til at gå, er imidlertid kommet bag på den danske forsker igen og igen.

”Jeg bliver overrasket over, hvor offensivt de nogle gange går til værks, hvor kyniske de er, og hvor langt de vil gå.”

Og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle blive anderledes. For som Putin selv sagde det sidste år, da han havde inviteret forskere og journalister på luksushotel for at give dem sit syn på verden:
”For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis kampen er uundgåelig, skal man slå først.” ■

Som kilder til denne artikel er bl.a. brugt bøgerne ’The Strongman’ af Angus Roxburgh, ’Putin – Manden uden ansigt’ af Masha Gessen, ’First Person’ af Nataliya Gevorkyan, Natalya Timakova og Andrei Kolesnikov, ’The New Tsar’ af Steven Lee Myers, dokumentarfilmen ’Ich, Putin’ af Hubert Seipel og de to ZDF-dokumentarer ’Machtmensch Putin’ og ’Mensch Putin’ samt en række artikler fra BBC, Berlingske Tidende, avisen.dk, New York Times, Newsweek m.fl.

LÆS OGSÅ: "Den amerikanske drøm er desværre død. Men hvis jeg bliver præsident, bringer jeg den tilbage"

LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

LÆS OGSÅ: Charme, diplomati og røverhistorier - 90 dage i hælene på en minister

Se, hvad vi ellers skriver om: Putin og Rusland