Guide: Sådan lever du godt på Mallorca

Hvis Mallorca for dig stadig rimer på gigantiske hotelkomplekser, grisefester og tyske turister, er det på høje tide at få justeret din opfattelse af den spanske ferieø. Mallorca er lille nok til at overskue og stor nok til at rumme rigeligt med udflugter til en hel uge. Vind i håret, krystalblåt vand og tapas i rigelige mængder – vi tager dig i hånden og guider til et par af vores favoritsteder på øen.

Guide: Sådan lever du godt på Mallorca
Offentliggjort

Byliv

Brug en dag i Sollér . Drik en øl på torvet ved byens kirke, der også er et besøg værd. Og hvis du er der om lørdagen, kan du også finde et lille marked på torvet. Spis aftensmad på Luna 36, og få bord i den hyggelige gårdhave på restauranten, der både har god mad og imødekommende service. Inden du forspiser dig, hopper du i sporvognen og tager ned til Port Sollér for at blive kølet af på stranden.

Ohøj skipper

Tag til Cala d’Or og lej en båd ved havnen. Du kan enten forsøge dig som din egen kaptajn på en mindre båd, eller du kan leje en større sejlskib med en skipper om bord. Skab dit eget mallorcinske eventyr ved at sejle ind i de små bugter med krystalblåt vand, og vink overbærende til staklerne inde på strandene, der kæmper om kvadratmetrene på de små strande. Gør stop ved Cala Portal Vells, lig for anker, nyd vandet, og spis frokost på restauranten, der ligger på stranden. Den ser ikke ud af meget, men tag ikke fejl, de serverer en fremragende paella. Stranden er en af tre i området, og du kan passende gå en fin tur efter frokosten for at udforske dem. Bemærk, at den ene, Cala Mago, er en nudiststrand. På vej retur med båden kan du tage et sidste dyp ved Cala Figuera. Er tiden til det, er den lille fiskerby en slentretur værd.