Jonas T. Bengtsson skriver kun om natten: ”Der er ikke hul igennem før”

NÅR JEG ER i skrivefasen, forsøger jeg at overraske mig selv – og ikke paint by numbers. Og for at gøre det er det oftest først, når solen er gået ned, jeg sætter mig ved tastaturet. Når jeg har sat mig, bliver jeg ved, indtil jeg ikke gider eller kan længere. Klokken kan godt blive mange.

Sådan en dag er jeg nok stået op ved 10-11-tiden. Det er kun, fordi jeg har nået en alder, hvor jeg ikke kan sove længere. Det hører med til historien, at jeg er bange for, at jeg på en eller anden måde er kronisk B-menneske. Jeg vil gerne ikke være det. 

Da jeg var en lille smule yngre, og jeg havde en lille søn, forsøgte jeg at indrette mig så konservativt som muligt, fordi det på det tidspunkt ville have givet bedst mening at stå op sammen med min søn, få ham i børnehave eller i skole og så sidde og arbejde de mange timer, der ville gå, før han skulle hentes igen. Det fungerede sgu bare aldrig for mig, og det var virkelig ikke, fordi jeg ikke ville.

Det, jeg prøver at sige, er, at jeg egentlig ikke romantiserer natteroderi.