Corona-virussen er katastrofal for den globale økonomi, og det vil Donald Trump gøre noget ved. Den amerikanske præsident har luftet idéen om at kickstarte den amerikanske økonomi ved at slække på kravene om at undgå social kontakt – stik imod råd fra eksperter verden over.
Også Bill Gates erklærer sig uenig i den strategi, dog uden at nævne præsidenten ved navn. I et interview med TED Tuesday sagde den amerikanske filantrop, at det er nemmere at få økonomien på fode igen end døde mennesker.
”Der er ingen mellemvej, og det er meget hårdt at sige til folk ’Hey, bliv ved med at gå på restaurant, gå ud og køb nye huse, ignorer den bunke af lig ovre i hjørnet. Vi vil have jer til at blive ved med at bruge penge, fordi der muligvis er en politiker, der synes, at BNP-vækst er det eneste, der tæller,” siger Bill Gates til TED Tuesday.
3,3 millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge, og tidligt torsdag morgen blev en økonomisk hjælpepakke vedtaget i Senatet. Pakken, der er den største i amerikansk historie, skal afhjælpe de økonomiske konsekvenser, som corona-virussen har bragt med sig. Hjælpepakkens størrelse forventes at være på omkring 14.000 milliarder danske kroner.