Andreas Kraul elsker at kommentere fodbold i radioen: ”Det er en fed sproglig opgave, der altid har fascineret mig”

Vi har spurgt den 51-årige sportsjournalist og -kommentator på Danmarks Radio Andreas Kraul om, hvad der gør radiokommentering særligt.

Offentliggjort

Hvordan adskiller det at kommentere på radio sig fra andre kommenteringsdiscipliner? 

”Radiokommentering skal først og fremmest være billedskabende. Det er grundessensen. Jeg skal forsøge at tage lytteren med ind på stadion, så de kan fornemme kampen og omgivelserne og selv skabe den indre film. Alt fra boldens bane til farverne og lugten på stadion. Det er en fed sproglig opgave, der altid har fascineret mig.” 

Hvad gør en god radiokommentator? 

”Radiomediet indbyder til et mere varieret sprog, synes jeg. Ellers bliver det for trivielt. En god radiokommentator mestrer det, og derfor prøver jeg altid selv at gøre mig umage for at bruge mange forskellige ord og billeder. Ikke bare de termer, der altid går igen i fodboldens verden. Og så skal der selvsagt også være en begejstring. Man skal kunne mærke, at fortælleren – kommentatoren – godt kan lide den historie, han fortæller.”