Grib knoglen, ring til en ven, og inviter på middagsselskab i stedet for at chatte med en åndsforladt robot og bestille aftensmad på Wolt.
Er du også træt af, at alting er blevet så ... let?
Har du også droppet at holde middagsselskaber for dine venner, fordi det er for besværligt, og det er nemmere at ‘mødes’ på skærmen? Frygten for at AI i fremtiden ikke alene vil stjæle vores jobs, men også vores nærvær, venner og livsglæde ligger lige for. Men jo mere vores liv bliver optimeret og automatiseret, jo mere vokser en længsel efter det, der ikke kan måles. Det langsomme. Det, der kræver tid uden nødvendigvis at give noget igen. Vi har talt med to ægte mennesker, der også er eksperter udi det levede liv, om at søge friktionen.
DET VAR OVER en sommermiddag, at jeg blev bevidst om min egen forfængelige dødelighed. Ikke den legemlige. Der var blevet spist og drukket vin, og nu gik samtalen på omgang om bordet: Hvad sker der egentlig i dit arbejdsliv? En var jobsøgende og på udkig efter et meningsfyldt arbejde, der kunne bidrage med mere end at betale regningerne, en anden var oppe at køre over sit arbejdsliv på en af Danmarks store kulturinstitutioner. Og da jeg blev spurgt, konstaterede jeg bare, at jeg var nyforelsket på mere end 25. år i mit fag: at skrive.
“Er det overhovedet fremtidssikret?” spurgte den velmenende gymnasielærer, jeg sad ved siden af. For hun brugte ChatGPT til alt fra at rette skriftlige afleveringer og give feedback til at skrive spørgerammer til sine elevers opgaver. Hun mente, at ‘min slags’ (som har læst litteraturvidenskab og tilbragt mange timer med en bog), skulle se at lære et håndværk. For vores åndelige arbejde ville snart blive maskinelt systematiseret.
“Jamen, hvad med menneskeligheden? Det håndgjorte? Litteraturen?” indvendte jeg. Hun smilede overbærende og sagde:
“Det bliver altså ikke så vigtigt i fremtiden. Så får vi mere tid til alt muligt andet.”
