Hvis man er til søde cocktails med fløde, er irish coffee en forbandet god drink. Den eneste hage er, at den ikke er specielt sommerlig. Men det kommer der råd for nu.

Isfirmaet Kødbyens Is har nemlig lavet et produkt, der giver dig mulighed for at indtage sød whisky, samtidig med, at du bliver afkølet og får dit sukker-kick.

Isen er fremstillet i samarbejde med Bulleit og lavet på producentens 10-årige bourbon.

I en pressemeddelelse fortæller medejer af Kødbyens Is Mikael Danvad Kristensen:

”Vi håndlaver hver eneste af vores ispinde ved først at blande fløde med Bulleit Bourbon 10 og sort kaffe. Vi lader dette stå natten over, for at smagene kan nå deres fulde potentiale. Derefter pisker vi isen, hælder det i forme og fryser den hurtigt. Det sidste skridt er at dyppe isen i mørk schweizisk chokolade og drysse med tørret havtorn og hybenpulver."

Tja, hvad skal vi sige – det lyder altså ikke så tosset. Desværre kan isen, der bliver lanceret på tirsdag og kommer til at koste 35 kroner, kun købes hos kaffebaren Riccos i Kødbyen, men det skulle den til gengæld også kunne hele sommeren.

LÆS OGSÅ: Klassiske Cocktails: Sådan laver du den perfekte Old Fashioned

LÆS OGSÅ: Nu kan du købe Bob Dylans egen whiskey

LÆS OGSÅ: Sådan ryster du en Espresso Martini