Elsker du også Campari, oliven, gin&tonic og sort kaffe?

Så er du muligvis en kold, manipulerende skid, der griner ad andres smerte og drømmer om verdensherredømme.

Det siger i hvert fald en ny socialpsykologisk undersøgelse fra universitetet i Innsbruck, der skaber sammenhæng mellem smag for bitre fødevarer og psykopati.

”En generel præference for bitre smage fremstod som en robust indikator for macchiavellisme, psykopati narcissisme og hverdagssadisme,” står der i undersøgelsen, der er foretaget på universitetet i Innsbruck.

Det lyder måske lige lovlig bogstaveligt, at man, bare fordi man kan lide at udsætte sin gane for bitre smage skulle være bitter helt ind i hjertet. Men psykologer har åbenbart allerede forsket i, at folk med en sød tand er behagelige og hjælpsomme, mens folk med hang til stærk chili er eventyrlystne.

Og der var ikke kigget nok på, hvordan man er, hvis man foretrækker den mørke chokolade frem for den lyse og en øl frem for en sodavand, mente man i Innsbruck, hvorfor man bad 500 mænd og kvinder om at bedømme, hvor appetitlige, de fandt en række fødevarer, for eksempel chokoladekage, vineddike, radiser og bacon på en skala fra et til seks.

Herefter udfyldte deltagerne en række spørgsmål, der skulle hjælpe til at bestemme, hvor aggressive, macchiavelliske, narcissistiske, psykopatiske og hverdagssadistiske de var.

”Vi fandt særligt stærk sammenhæng mellem en præference for bittert og hverdagssadisme,” udtaler socialpsykolog bag undersøgelsen Christina Sagioglu til The Independent.

LÆS OGSÅ: Derfor drak du så meget rosé denne sommer 

LÆS OGSÅ: Nørrebro-bar vil gøre whisky til allemandseje: "Ingen skal fortælle andre hvordan de skal drikke deres whisky"

LÆS OGSÅ: Fabrikant opfinder den fjerde chokoladetype: Den er lyserød