Opskrift: Sådan laver du en klassisk løgsuppe til de kolde vinteraftener

Det er koldt, og vi har brug for mad, der varmer. Løgsuppe er løsningen. Uanset om man har gæster eller ej, både smager og dufter løgsuppe af vinterhygge. Og så virker den på tømmermænd.

Løgsuppe
Offentliggjort

4 personer

Total:45 minutter

Ingredienser

  • 1,5 kilo løg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 spsk olie
  • 3 spsk smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1,5 liter oksebouillon eller grøntsagsbouillon
  • 1 glas hvidvin/portvin
  • 3-4 laurbærblade
  • 2-3 stilke frisk timian
  • Lidt vinaigre

Tilbehør

  • 1 flute
  • Masser af comté ost

Sådan gør du

  1. Kom olien i en gryde – gerne en bred gryde – sammen med smørret, og kom løgene og hvidløgene i, når dit smør er smeltet. Svits løgene ved svag varme sammen med timian og laurbær. Kom en teskefuld vinaigre og også gerne et glas hvidvin eller portvin i gryden, og svits til alkoholen forsvinder. Det er vigtigt, at løgene ikke brænder på, så rør let og tålmodigt rundt i dem, til de er brune og karamelliserede.
  2. Når løgene er gyldenbrune og karamelliserede uden at være brændt på, drysser du hvedemel ud over dem og rører igen rundt i løgene et minuts tid, til melet er optaget i løgene. Derefter tilsætter du bouillonen, skruer ned for varmen og lader nu det hele stå og simre i 20 minutters tid. Smag til med salt og peber.
  3. Imens skærer du baguetten i skiver og kommer dem i den forvarmede ovn, til de er gyldne og sprøde, og tag dem så ud.
  4. Tag timian og laurbærblade op, når suppen har simret færdig, og hæld løgsuppen op i et ildfast fad. Husk, at fadet ikke skal være for stort, da det er en suppe, og bunden skal dækkes med 2-3 centimeter op. Dæk suppen til med rækker af de sprøde brødskiver og riv godt med comté ost henover brødet. Stil fadet ind i ovnen, og indstil den på grill. Lad retten gratinere, indtil osten er gyldenbrun og bobler en smule. Så er retten klar til at blive serveret og spist med det samme.