DEN FØRSTE GANG Claus Holm besøgte Samsungs hovedkvarter uden for Seoul, gik der ’Lost in Translation’ i den. Den nyudnævnte danske lande­chef for den sydkoreanske elektronikgigant skulle til et vigtigt ledermøde og ankom med jetlag og røde øjne til Sydkoreas futuristiske Incheon International Airport. Med et passagertal på 71 millioner om året er den på top fem over verdens travleste lufthavne og betjener over dobbelt så mange passagerer som Københavns Lufthavn.

Claus Holm lærte tre ting den dag i 2012. At de normalt så høflige koreanere i terminalens mylder af ankomster og afgange ikke gik af vejen for at bruge albuer og trolleys, når de skulle forbi ham på rulletrappen. At han nok skulle have taget en taxi ind til Samsungs hovedkvarter i stedet for at kaste sig ud i den uoversættelige offentlige transport, der kostede ham fire timer og en ufrivillig sightseeing af downtown Seoul.