Inspirationen til jobtitlen er hentet i det vilde vesten. Vi tænker på hatten på hovedet hos hjulbenede, vejrbidte cowboys, der med en glødende smøg i mundvigen og seksløberen i hånden sikrede et minimum af lov og orden i støvede småbyer. Western-legenderne eller heltene, som de var i Hollywoods version, bar som regel hvide Stetsons, der signalerede mænd af rette støbning. Mænd med orden i værdierne og hår på brystet. Hvorimod skurkene, Billy the Kid, Calamity Jane og mange andre, bar sorte hatte.  

På mange måder er den digitale verden en moderne udgave af det vilde liv på prærien for et par hundrede år siden. Moderne virksomheder og organisationer opererer i en ureguleret verden, hvor cyberskurke konstant forsøger at nedbryde deres mest følsomme nervesystemer i angreb, der kan have betegnelser som phishing, malware og ransomware.