Det er en velsignelse og en forbandelse at skulle lave en to’er. På den ene side er du garanteret masser af seere i form af tidligere fans, men på den anden side skal du komme op med noget, der er mindst ligeså godt som forlægget, hvis ikke du vil falde i den store brønd af fiasko-opfølgere. Den store opgave er Mayans MC på HBO netop kørt ud på.

Seriens skabere Kurt Sutter og Elgin James har begge en fortid i det amerikanske bandemiljø, og det har de tidligere skildret i syv sæsoner med ’Sons of Anarchy’. Selv om det er en fantastisk serie, jeg vil anbefale alle, havde den svært ved at slutte.

Den blev ramt af den sygdom, der ofte rammer langvarige serier, især når de handler om forbryderverdenen.

Den er nødt til at blive vildere og vildere i sin egen kyniske dødslogik. Det, der gjorde serien charmerende og interessant i begyndelsen og midten, var især skildringen af white trash-miljøet og rockerklubbens kamp for at holde sammen på egne falmende idealer og relevans. Ikke mindst i et hastigt forandrede samfund, hvor ambitiøse og mere hensynsløse grupperinger konstant stod på spring for at overtage forbrydertronen.

Da hovedpersonen Jax Teller satte sig egenrådigt i spidsen for klubben, forvandlede han sig til en sand Scarface eller Walter White, og dødstallet steg i den sidste sæson til det nærmest latterlige. Derfor er det en god idé, at Mayans MC starter forfra.

Den er godt nok en rigtig efterfølger tidsmæssigt, men den har sit udgangspunkt i bunden af hierarkiet. Her følger man prospektet Ezekiel ’EZ’ Reyes og hans indføring i livet som en del af Mayans MC. En klub, som fans kan huske som en gruppe, der ender med at blive venskabsklub med Sons of Anarchy (SOA).

Mens SOA skulle slås med flere andre bandegruperinger, er Mayans store udfordring de mexicanske narkokarteller. De bruger Mayans som beskyttelse til narko-transporter, men de er også så magtfulde, at de kan beordre de store mænd rundt, som de vil – til motorcykel-entusiasternes stigende irritation.

Uden at afsløre for meget af plottet er der allerede i det første afsnit nok twists og uhellige alliancer til, at der ikke kun er det ene handlingsforløb, der handler om EZ’ opstigende i hierarkiet.Der er heldigvis langt mere på spil. 

Selv om der er flere overraskelser undervejs, er det dog ikke mere chokerende end, at en truende forudsigelighed hele tiden ligger og lurer. Det samme gør klichéerne.

Vi har fra SOA mange gange set brølende motorcykler på de amerikanske landeveje i, hvad der næsten ligner en heltedyrkelse af de i bund og grund forbryderiske elementer.

Den kan ikke undslippe at være begejstret for macho-kulturen, men det er også det, der langt hen ad vejen bærer serien.

Det er et af de få resterende mandefællesskaber, hvor en spade er en spade, og hvor den bruges til at begrave fjender. For fans af SOA er der lagt små godbidder af referencer ind på en meget fin måde, om end det er temmelig unødvendigt. Der er ingen tvivl om, hvem der er fadere til dem begge.

Jeg var kæmpe fan af Sons of Anarchy, og jeg glæder mig også til at se mere til Mayans MC. Den har en kæmpe arv at løfte, og vi må håbe, der er muskler nok i de nye motorcykeldrenge til at løfte den endnu længere end blot denne første jævne begyndelse.

*** (tre ud af seks)