Det bliver en spiller af de helt store, der træder ind på streamingmarkedet og er klar til at udfordre Netflix om at vinde brugerne. Disney+ er Disneys kommende streamingtjeneste, der vil råde over et kæmpe arkiv med populært indhold.

Disney gav natten til fredag dansk tid det hidtil tætteste kig på platformen med detaljer om indhold, lanceringsdato og pris under et investormøde. 

Her kom det frem, at Disney+ går i luften 12. november i USA, og at prisen på et abonnement om måneden vil lyde på 46 kroner og 464 kroner om året. Det må siges at være billigt i forhold til konkurrenterne, men prisen må nok forventes at være en anelse højere i Danmark.

Af indhold afslørede man, at Disney+ vil indeholde et imponerende katalog med samtlige film fra Disney, Pixar og Marvel. Ligesom alle 'Star Wars'-film vil være at finde på platformen fra dag 1. Disney+ har derudover rettighederne til at vise alle sæsoner af 'The Simpsons'.

Disney.jpg
Foto: thewaltdisneycompany.com

Appens udseende blev også vist frem på storskærm. Ifølge Disney vil streamingtjenesten kunne afspilles på alle enheder, herunder mobil, tablets og computere. Enheder som Roku, PlayStation 4 og Apple TV blev også testet af under præsentationen.

Vi skal desværre vente lidt endnu på, at Disney+ bliver tilgængelig i Danmark. Disney fortalte, at man planlægger at udvide platformen til resten af verdenen de næste par år. Inden 2021 skulle Disney+ gerne have ramt alle verdenshjørner.