Når der skal laves top-10 lister over film om italiensk-amerikanske mafia-bosser og deres hurtigsnakkende håndlangere, er det svært at komme uden om ’Goodfellas’ (1990). Og når vi snakker serier om samme emne, er ’The Sopranos’ (1999-2007) – ofte nævnt som en af de bedste tv-serier nogensinde – mindst lige så uundgåelig.

Derfor er der god grund til begejstring over nyheden om, at skaberne bag de to mafia-ikoner sammen skal lave en ny serie for den amerikanske tv-kanal Showtime. Det skriver flere amerikanske medier, herunder The Hollywood Reporter.

Det er Terence Winter, Emmy-vindende manuskriptforfatter og executive producer på ’The Sopranos’, der skal skrive den nye serie baseret på forfatter og journalist Nicholas Pileggis omfattende kronologi over organiseret kriminalitet i USA.

Pileggi skrev i 1985 bogen ’Wiseguys’, der fem år senere blev til ’Goodfellas’, og har desuden været executive producer på film som ’American Gangster’ (2007) og Martin Scorseses Netflix-hit ’The Irishman’ fra sidste år. Terence Winter er udover ’The Sopranos’ kendt for at have stået bag tv-serien ’Boardwalk Empire’ (2010-2014) og manuskriptet til ’The Wolf of Wall Street’ (2013).

Den kommende serie har ifølge The Hollywood Reporter endnu ingen titel eller udgivelsesdato, og den foreløbig eneste detalje, der er sluppet ud om handlingen, er, at den vil tage udgangspunkt i den første amerikanske mafia-familie. Men med to så rutinerede herrer i spidsen er der formentlig god grund til at glæde sig til Showtimes nye mafia-satsning.