Vinden står ind fra vandet, så det brøler i lagerhallens loft. Nordhavn ligger goldt hen en mørk aften i oktober. Neonlysene fra den nyanlagte metrostation slår i havnebassinet, mens filmholdet sættes i gang. Om et øjeblik er det meningen, at Trine Dyrholm og Dar Salim skal komme susende om hjørnet. Scenen er enkel. De to skal se ud til at være forfulgt. Et kort replikskifte senere rykkes en dør op, og de forsvinder ud af lagerhallen igen.
”Vi kan ikke gøre noget ved vinden, vel?” siger fotograf Manuel Claro. Han og instruktør Christoffer Boe har arbejdet sammen siden filmskoledagene og skabt det særligt fortættede univers, der er blevet selve adelsmærket for ’Forhøret 2’.
I første sæson fulgte vi over et døgn Ulrich Thomsen i rollen som politibetjenten Bjørn, der ved en obduktion ser sin egen datter ligge livløs på metalbordet. Fra afsnit til afsnit afhører han folk og finder frem til et makabert komplot, der får ham til at dræbe et andet menneske i afslutningsscenen. Mentalt tæppefald midt i en verden, der har forsøgt at snøre ham uden held.
I anden sæson er det politimandens ekskone, der spilles af Trine Dyrholm, vi følger. Susanne er psykolog. Da hun under en terapisession opsnapper, at en klient har planer om at slå en ung kvinde ihjel, gør hun efterfølgende alt for at forhindre det.