Frederik Henriques i sin lejlighed, der drikker en kop kaffe

Frederik har arvet en særlig guldring: ”Jeg går i en PTSD- lignende tilstand, hvis jeg ikke ved, hvor den er”

Da 31-årige Frederik Henriques skulle på udveksling, fik han en guldring med stor betydning med.

Offentliggjort

MIN MORMORS MAND, Richard, var som en morfar for mig. Jeg havde ikke en tæt relation til min biologiske morfar, og Richard har været der lige så længe, jeg kan huske. 

I 1960 skulle han til USA, og i den forbindelse fik han foræret denne her ring af sin onkel, der var guldsmed. Det var ment lidt som en sikkerhed – hvis nu han skulle løbe tør for penge, så kunne han altid sælge den og købe en flybillet hjem. 

DA JEG I 2018 skulle på udveksling i San Diego, fik jeg den af ham – af de samme årsager. Richard døde et par år efter, og i dag er den for mig et minde om ham og vores relation.

FØRSTE GANG, JEG så ringen, var, da jeg som teenager var hjemme hos min mormor og Richard, fordi vi skulle hjælpe dem med at flytte. Jeg havde en anden ring på, og Richard sagde så, at han havde én liggende, som ville klæde mig bedre. Han fandt den frem, og jeg kan huske, at jeg plagede ham om at få den. Men han sagde, at jeg måtte væbne mig med tålmodighed – og så kunne det være, at der en dag, ved en speciel lejlighed, kunne ske noget. Det skete så nogle år senere.