Jakob Kjeldberg om sit favoritur: ”Det er et symbol på alle de skønne og prøvende tider, jeg havde som fodboldspiller”

Man kan sige meget om en mand alene ud fra hans ursamling. Se bare her.

Offentliggjort

1985: Casio F-91W

Det var dengang, det hele blev digitalt for første gang, og man fik et ur med tal på i stedet for en traditionel urskive. Casio F-91W var i sort plastik og prøvede ikke på at være andet end det, det var. Dengang syntes jeg bare, det var vildt sejt. Det var en helt ny verden, der flyttede sig, ligesom da man gik fra plader til cd’er. Når man rendte rundt med sådan et på håndleddet, var man lidt smart og med på det nye. Det var min første fascination af teknik, længe før alt det der med internet, Skype og Spotify overhovedet dukkede op.

1989: Rolex President (kopi) m.fl.

Det er ikke noget, jeg er stolt af at indrømme i dag. I slut-80’erne spillede jeg fodbold i Thailand et par omgange som Viborg-kontraktspiller, og i de lokale shoppingcentre faldt man uundgåeligt over kopi-urene. Det kostede ingenting, 20 kroner stykket eller noget i den dur. Jeg tog gerne en 12 stykker med hjem ad gangen af mærker som Rolex, Cartier og Breitling. Jeg gik efter de helt store, gyldne udgaver, og jeg fik helt sikkert også et President-ur med hjem i guld, for det var det absolut vildeste og mest prangende bling, man overhovedet kunne opstøve dengang. Nogle af dem kunne dog ikke engang klare flyveturen hjem til Europa, før vandet og fugten trængte ind bag glasset, og så røg de direkte i skraldespanden. Det var en kæmpe kopi-industri, og i dag er det jo helt anderledes og decideret giftigt, men dengang var det bare ren sjov.