Jeg har mest brug for en mand, når jeg vakler i mine beslutninger, fx i forbindelse med mit arbejde. Ofte opstår der som fotograf situationer, hvor man enten skal bøje af, sige fra eller på anden måde forholde sig til en situation eller en konflikt. Nogle gange har jeg tendens til at tage tingene personligt eller gøre mere ud af noget, end hvad godt er. Der føler jeg virkelig, min kæreste hjælper mig. Han er verdensmester i ikke at tage tingene personligt og ikke gå ind i små konflikter. Ham kan jeg læne mig op ad og langt bedre ’være ligeglad’. Mænd er bare bedre til at sige ’fuck det!’
Jeg oplever, at kvinder kan have en tendens til at have venskaber, der i langt højere grad er fyldt med konflikter. Nok fordi vi har en tendens til at overtænke alt. Mit indtryk er, at mænd ikke på samme måde bærer nag eller sladrer om hinanden, som kvinder har tendens til. Det, synes jeg, er fantastisk ved mænd. Deres venskaber føles mere umiddelbare. To mænd kan mødes første gang, og er de fx til fodbold og den ene endda har én med, så kan de blive bedste venner på fem minutter og spille bold i timevis. Det har jeg ikke personligt oplevet med kvindelige venskaber.
Mænd skal huske at lave deres egen revolution, når det kommer til mande-kroppen, især den heteroseksuelle mand. Jeg føler, at der i de sidste 10 år har været et enormt fokus på kvindekroppens uperfektheder, og at den nu bliver hyldet i alle mulige størrelser og farver og med rette naturligvis! Men hvor er de mandlige, buttede modeller i mode- og reklamebilledet? Og her mener jeg ikke som en ’sjov’ karakter. Jeg synes, de mangler. Det mangler, at mænd også taler om, at de har sårbarheder omkring deres kroppe, for det ved jeg, de har. Og i den forbindelse også forlanger mere diversitet i kommercielle sammenhænge, for der har været mange queer mænd, der har åbnet op om kropsidealer, og de er lige skridtet foran. Euroman kunne jo starte med en modeserie til ’tykke’ mænd.
