Herremoden blomstrer. Bogstavelig talt. Efter en periode, hvor quiet luxury ellers gjorde farver mistænkelige og lagde herremoden i et gråt, blåt og beige jerngreb, som signalerede moralsk overlegenhed gennem disse nuancers tilbageholdenhed, er der igen sand kolorit at spore i garderoben.
Racerrød, solgul, elektrisk blå og mønstre, der ikke er bange for at gøre væsen af sig selv, strømmer frem i diverse herretøjskollektioner lige for tiden og har ikke været til at komme udenom på catwalksene til de seneste modeuger.
Det føles på mange måder mindre som en trend end som en kollektiv beslutning om, at det godt må være lidt sjovere at klæde sig på. Og selvom der er mange gode repræsentanter for denne farverige bølge, der er værd at nævne, er der ingen, som i øjeblikket fortjener opmærksomheden mere end franske Celine.
Harry Styles har flere gange været iklædt Celine på scenen under sin igangværende ’Together, Together’-turné.
Det startede ellers et helt andet sted for modehuset, der hører under LVMH-paraplyen.
Hedi Slimane – moderockstjernen, der stod i spidsen for Celine fra 2018 til 2024, og som lancerede husets herretøjslinje i 2019 – tog den karakteristiske silhuet, han havde gjort til sit varemærke hos Dior Homme og Saint Laurent, med til Celine. Her blev den destilleret til sin reneste form: smalle silhuetter, sort læder, skinny jeans og en kompromisløs rock’n’roll-attitude, der gjorde mærket øjeblikkeligt genkendeligt.
Men efter LVMH’s ansættelse af Michael Rider som kreativ direktør i 2025 er træet altså blevet rystet, og ned er faldet en masse farverige frugter.
Rider kendte allerede huset indgående. Han havde været designdirektør for Celines ready-to-wear-linje under Phoebe Philo. Derefter tilbragte han flere år hos Ralph Lauren, hvor han som kreativ direktør var med til at forvalte et af modeverdens mest farverige og preppy universer.
Og netop den kombination er nøglen til at forstå hans Celine. Den underspillede, luksuriøse elegance og kompromisløse materialeforståelse fra Phoebe Philo møder Ralph Laurens afslappede amerikaneræstetik, hvor farver aldrig har været noget, man skulle undskylde.
Annonse
Skuespiller Dominic Sessa, der lige nu er aktuel i filmen ’Tony’ om Anthony Bourdain, var til filmens premiere i New York iklædt et sæt fra Celine.
Hos Celine har Rider ikke bare åbnet døren for farver. Han har genopdaget glæden ved at sætte dem sammen. Tomatrød mod himmelblå. Magenta mod lilla. Sennepsgul mod lysegrøn. Kombinationer, der på papiret burde larme, men som under Riders sikre hånd føles overraskende ubesværede og inspirerende, og som minder én om, at garderoben også må være et sted, hvor man kan blive en lille smule glad.
Og det er derfor med god grund, at hans designfilosofi allerede har fået nogle prominente fans. Harry Styles har taget dem med på scenen under sin igangværende ’Together, Together’-turné, Dominic Sessa har båret det under promoveringen af A24’s kommende Anthony Bourdain-film, ’Tony,’ ligeså gjorde Paul Anthony Kelly det under ’Love Story’-promoveringen, og modeverdenens mange TikTok- og Instagram-profiler har med dånende miner analyseret og tiljublet hvert eneste look ned til sokkernes farve.
Det er selvfølgelig de færreste, der går ud og køber en komplet Celine-garderobe. Men man behøver ikke købe Celine for at blive påvirket af Celine. Sådan fungerer mode sjældent. De stærkeste idéer – om vi vil det eller ej – starter næsten altid øverst i fødekæden, inden de langsomt finder vej til resten af garderoben.
Og lige nu er det svært at pege på et modehus, der sender flere gode idéer ud i verden end Michael Riders og Celine, som har mindet mænd om, at tøj både kan rumme elegance og legesyge, og at luksus sagtens kan være tomatrød, himmelblå eller magenta.
Jeg er udpræget midterbarn. Når min far drak sig fuld og blev uvenner med min mor, var det naturligt for mig at forsøge at redde stemningen og glatte det hele ud. Med tiden forsvandt min egen identitet nok lidt i det, og jeg endte med at leve mere i andres behov end i mine egne.