Garderobesnak: “Hvis man spørger vintage pickers i USA, hvad der er hot lige nu, svarer de alle sammen Carhartt”
Rasmus Kurdahl har gjort en karriere ud af sin kærlighed til vintagetøj med butikken Rockhopper, hvorfra han sælger ud af alt det, han finder rundt omkring i verden.
Min kærlighed til vintage startede med, at jeg dykkede ned i jeans for 15 år siden: Hvorfor er de fascinerende? Hvorfor fader de på specifikke måder? Hvad er selvedge? Hvad er japansk denim? Det fik mig længere og længere ned i suppedasen, og jeg begyndte at blive særlig nørdet omkring Levi’s. I dag blander jeg alt muligt vintage fra alle mulige forskellige steder og sælger det via min vintage-shop Rockhopper, som jeg startede i 2019.
Kasket
Annonse
Den er fra et nyt brand, der hedder Museum of Peace & Quiet. Jeg kan godt lide at blande nyt og gammelt, og så talte budskabet ’Peace & Quiet’ bare til mig, da jeg så den. Jeg kunne godt forestille mig, at det er et brand, vi snart kommer til at se meget mere til herhjemme.
Skjorte
Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg går meget afslappet og behageligt klædt. Det her er en gammel arbejdsskjorte i chambray fra 1960’erne af modellen ’Big Mac’ fra JCPenney, den her gamle, amerikanske department store, som jeg fandt i en butik, der hedder Solitude Vintage omkring Oslo. Dengang kunne man få lavet broderier på sine ting, når man købte noget hos JCPenney, og her var der altså en eller anden fyr, som havde besluttet sig for at få broderet en sommerfugl på det ene bryst og to svampe på det andet.
Sandaler
Jeg har næsten uafbrudt gået med mine Birkenstock ’Boston’, siden jeg købte dem for et par år siden. Oprindeligt blev de købt som hjemmesko, men jeg brugt dem til det meste – jeg har endda brugt dem udenfor om vinteren.
Briller
Mine briller er et par ’Lemtosh’ fra Moscot. De er skidegode og holder virkelig godt. De går sjældent i stykker. Jeg har nogle par, som jeg har haft i 10 år. De er tunge som ind i helvede, og man kan tabe dem, uden der sker noget. Jeg har købt det her par i Poul Stig, hvor jeg altid kommer – de har virkelig styr på det, og jeg skal ikke bekymre mig om noget, når jeg er derinde.
T-shirt
T-shirten er en gammel sag, nok fra midten af 1980’erne, fra en blues-festival i Mississippi. Jeg købte den i Amsterdam, der faktisk er en ret god by til at shoppe vintage i. Jeg kan godt lide at finde de her ting, der er tyndslidte, fordi det er meget behageligt at have på. Og når man finder noget med et label, hvor der står ’Made in USA’, så ved man, at det som regel er kvalitet. De gamle T-shirts er der ofte ikke sidesøm på, hvilket er en detalje, jeg godt kan lide.
Bukser
Annonse
Bukserne er et par Carhartt ’Double Knee Pants’, der virkelig har fået nogle tæv. Jeg købte dem på Grailed, lige inden Carhartt begyndte at blive rigtig populært på vores bredde-grader igen. De har huller og malerpletter, præcis som jeg ville have dem. Et par måneder efter begyndte priserne på dem at stige helt vildt. Hvis man spørger de der vintage pickers i USA, hvad der er hot lige nu, så siger de alle sammen Carhartt. Så bølgen ser ud til at fortsætte.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.