PLANEN VAR AT lyve og gå ind i det her med en smøre om, at jeg bare står op hver morgen og vælger mit tøj med lukkede øjne. Men det ville være en fed løgn.
Hvis jeg har en autistisk diagnose, så kommer det allermest til udtryk i det forhold, jeg har til min påklædning. Det er en besættelse, en decideret mani. Jeg tjekker Vestiaire og Vinted flere hundrede gange om dagen i jagten på den næste oversized skjorte i en grå nuance. Det føles rart at sige højt, så tak for det.
Håret ordner Morten, som er min frisør inde hos Barberen i Vognmagergade. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at have en person, der forstår dit hår. Jeg skylder Morten meget. Nærmest alt.
Mit nyeste køb er en vest fra Sigurd Bank og mestrene i Mfpen. Jeg købte den samme dag, min søn blev født, og der følte jeg, at jeg havde fortjent et eller andet. Og hvad mere passende end en vest?
Jeg har stampet skjorten her op i en eller anden lokal genbrug – måske Rosenborg? Den er fra mærket Garant, deres exclusive-linje, hvilket, jeg tror, betyder, at der er akkurat så lidt polyester i, at det først er sidst på arbejdsdagen, man lugter af sved under armene.
Bæltet er et no-brand og muligvis den sidste genstand, der blev solgt på Trendsales, lige inden det lukkede. Jeg tror, jeg fik pruttet det godt ned i pris.
Bukserne er den nedre del af et Armani-jakkesæt, som jeg købte for et par år siden på Vestiaire. Jeg giver dem desværre ikke det liv, de fortjener, så jeg tænkte de skulle have lov til at ånde lidt her.
Støvlerne er fuldstændig udtrådte, fordi jeg nægter at gå i andet. De er fra Our Legacy, og det krævede flere måneder at gå dem til, da de var tunge og ufatteligt stive. Men jeg er virkelig glad for dem.
Annonse
Da jeg for et par år siden tog et kæmpe styrt på en elcykel på vej hjem fra en fest, var mit første instinkt, da jeg slog øjnene op, ikke at tjekke mit ansigt. Det var at tjekke støvlerne, som havde fået en stor flænge i snuden. Og det samme havde jeg.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
