Da Kong Frederik i går trådte frem på balkonen og løftede venstre hånd i vejret for at vinke til de tusindvis af fremmødte på Christiansborg Slotsplads, kunne man se et ganske markant ur titte frem mellem den kongelige uniformsjakke og de hvide handsker.

Og det viser sig ikke at være et hvilket som helst ur, Danmarks konge havde om håndleddet.

Vi har talt med ur-ekspert Kristian Haagen om kongens urvalg.

Hvad havde H.M. Kong Frederik X om håndleddet til tronskiftet?

”Han bar et Omega Seamaster 300 42mm uden dato. Jeg er ikke helt sikker på, hvilken rem det er, men det ser ud til at være en af Omegas sandfarvede nato-remme.

På samme måde bar militæret deres ure i 1960'erne og 1970'erne. Det gjorde James Bond i øvrigt også. Det dresser uret ned og gør det mere sporty. Moderedaktører rundt om i verden vil nok sige, at det ikke er proper attire, at han har et sportsur med nato-rem på, men han er Danmarks konge. Han må gøre, som han vil.”

Men det er jo ikke et standard Omega Seamaster 300, som kongen har på. Hvad er historien bag uret?

”Han må kun bære det, fordi han er tidligere frømand. Det er nemlig et særligt frømandsur, som er lavet i direkte samarbejde med Omega. Det er et hemmeligt ur, som ikke skal udbasuneres. Der findes ikke nogen officielle billeder af det, og det er sådan, frømændene gerne vil have det.”

Kong-Frederiks-ur-skiven.jpg

Er det første gang, han bærer uret?

”Nej. Han har båret uret rigtig længe og på mange officielle opgaver og rejser. Det virker som om, at det er hans go to-ur. Måske han slet ikke har overvejet at tage et andet ur på, fordi det er det, han altid går med.”

Hvad tror du, han vil signalere ved at bære dette hemmelige ur, mens hele verden ser med?

”Det er en militær hilsen, og især en hilsen til hans uddannelse som frømand i 1995. Der er ikke mange, der ved, at det er et frømandsur. De fleste tror, det er et almindeligt Omega Seamaster. Så hvis frømændene har set med, har de helt sikkert lige nikket til Pingo, da de så uret.

Det er derfor et meget personligt valg. Det er hans helt særlige ur, som siger meget om ham.”