Palmes i nyt samarbejde med Dime-stifter

Tenniswear møder skatewear i dette designsamarbejde.

Offentliggjort

Der er først og fremmest god nyt til de skatende tennisspillere (og til de tennisspillende skatere), men derudover også til de almindelige dødelige, der blot er på udkig efter en ny grafisk t-shirt til garderoben.

Det danske tøjmærke Palmes Tennis Society, der primært er kendt for at iklæde den nye bølge af danske fritidstennisspillere, er nemlig gået sammen med Vicent Tsang, der er medstifter af det canadiske tøjmærke Dime, og som primært er kendt for at iklæde verdens skatere, om at designe en kollektion.

Designsamarbejdet udmunder i to t-shirts og en tote bag, der har plads til et par tennisbolde med mere.

”Vores samarbejde med Vincent Tsang kommer ud fra en fælles kærlighed for alting tennis. Vi kommer begge fra at have brugt vores ungdom på et skateboard til nu at nørde over strengmønstre, og hvorvidt man skal køre sin forhånd rundt over hovedet som Nadal og Alcaraz, hvilket Vincent gør, eller enhåndsbaghånd som Federer, hvilket jeg gør,” siger Palmes’ stifter, Nikolaj Hansson, om samarbejdet.

Både tasken og t-shirtsne kan erhverves for 600 kroner stykket og kan købes på palmes.co fra onsdag d. 13. december.

image58hxb.png