’G-Shock’ for dyre drenge: Richard Mille på auktion

’G-Shock’ for dyre drenge: Richard Mille på auktion

Man enten elsker eller hader det: Richard Mille er for ure, hvad Bugatti Veyron er for sportsvogne. For vildt, for dyrt og for meget – men også fantastisk. Nu er en sjælden model på auktion i Genève.

Offentliggjort

Urbranchen havde ikke rigtigt set noget lignende, da Richard Mille lancerede sit første ur for tyve år siden: RM001 havde ikke bare en manuel tourbillon, en af de sværeste komplikationer at lave, men også en ’torque’ indikator, så man kunne aflæse spændingen i hovedfjederen, så man ikke trak uret hverken for lidt eller for meget op. Hvis det havde været instrumentbrættet på en bil, ville det svare til en omdrejningstæller, og selvom det var aldeles overflødigt horologisk flødeskum, så gik det ikke hen over hovedet på urtosserne. Heller ikke at uret var designet med hightech fra luftfartsindustrien og motorsporten (deriblandt broer i værket, der var tegnet med inspiration fra affjedringssystemet i Formel 1). Nå ja, og så kostede det 1 million kroner. ’Blærerøve,’ sagde skeptikerne, men uret var ikke kun til pynt. Det var så modstandsdygtigt overfor slag og stød, at RM001 bogstaveligt talt blev kastet ind på scenen ved præsentationen i Genève.

Richard Mille har lige siden skabt sig et navn som leverandør af verdens mest avancerede sportsure, der trods avantgardistiske materialer og løsninger, insisterer på også at lave ure efter klassiske schweiziske traditioner. De er også fremme i skoene i forhold til marketing og har i over 10 år været sponser for tennis-fænomenet Rafael Nadal og pt. sponsor for team Ferrari i Formel 1.

’G-Shock’ for dyre drenge: Richard Mille på auktion

Man kan være sikker på flere ting med et Richard Mille: Urkassen er næsten altid tonneau-formet (efter det franske ord for ’tønde’) og gennemsigtig eller ’skeletonized,’ så man kan se det komplicerede urværk både for- og bagfra. Prisen er altid aldeles ude i skoven (det dyreste Richard Mille hidtil er Sapphire Tourbillon 56-02 til 12 millioner kroner). Og så er der altid et element af hightech, som stjæler dagsordenen: Som fx Rafael Nadals nyeste ur, RM027, der er så let (30 gram) at det flyder ovenpå vand (trods det faktum at det kan modstå 12.000 g-kræfter). Nå ja, og så deler brandet vandene i en grad, at det minder om religion: Man enten forstår Richard Mille for, hvad det bringer til torvs, eller synes det er horologisk blålys, et Costa Brava-ur til Dubai-priser.

Nu udbyder auktionshuset Philips et sjældent Richard Mille på en online-auktion, der forventes at få ursamlere verden over til tasterne. I al fald dem med en tyk tegnebog for uret er estimeret til at sælge for op mod 3,4 millioner kroner. Uret er et RM 022 Tourbillon Aerodyne Dual Time og er del af kollektionen Red-White-Blue Limited Edition fra 2018, som kun var til salg i Richard Mille-boutiques i USA. Hver model var begrænset til 10 eksemplar, der med farverne rød, hvid og blå var tænkt som en hyldest til det amerikanske flag.

’G-Shock’ for dyre drenge: Richard Mille på auktion

Det knaldrøde ur er udstyret med en tourbillon med manuelt optræk, en indikator for gangreserve samt en ’torque’ indikator, som på Richard Milles første ur fra 2001. Bagsiden er lavet i en særlig titaniumlegering, som normalt bruges i luftfartsindustrien og urkassen er lavet af et ultrastærkt syntetisk materiale kaldet kvarts-TPT: Det består af ultratynde, vævede kvartsfibre med en tykkelse på 45 mikrometer (en milliontedel af en meter), som farvelægges og varmes under tryk på 6 bar, før det bores ud til den tonneau-formede urkasse, der er lige så let som den er stærk.

Alt sammen imponerende, men er det pengene værd? Det forbliver et spørgsmål om smag og lovene for udbud og efterspørgsel. Chefen for auktionshuset Phillips’ afdeling for ure, Alexandre Ghotbi, tager sig billedligt talt til hovedet, da Euroman spørger, om deres Richard Mille ikke bare er et Casio G-Shock for folk med for mange penge? Ser man på specs alene er der i al fald sammenfald: Begge ure kan klare seriøse tæsk, begge er lavet af syntetisk materiale og begge har et udseende, som man uden at fornærme nogen godt kan kalde en acquired taste?

”RM 022 Tourbillon Aerodyne Dual Time er selve indbegrebet af, hvad Richard Mille står for. Det er cutting edge, i et design, der er forud for sin tid og fremstillet i ultrasjældne materialer,” lyder det fra Alexandre Ghotbi. Han tilføjer: ”G-Shock er et sjovt elektronisk plastik-ur. RM022 anvender aldrig før set teknologi. Det svarer til at sammenligne en legetøjsbil med en Formel 1-racer!”

RM022 Tourbillon Aerodyne Dual Time Red-White-Blue Limited Edition kommer under hammeren 8-9. maj i Genève.