Et Rolex Daytona referencenummer 6241, kendt som Paul Newman-uret, er blevet det dyreste armbåndsur solgt på dansk grund. Det skete ved en auktion hos Bruun Rasmussen i går, hvor hammerslag faldt ved 1,7 millioner kroner.

I december 2017 blev et andet Rolex, et Stelline, solgt for 1,175 millioner, det højeste et armbåndsur er gået for hos Bruun Rasmussen. Lige indtil i går, altså.

Casper Behrendtzen, leder af auktionshusets afdeling for armbåndsure, fortæller i en pressemeddelelse, hvordan Bruun Rasmussen fik Daytona’et i hænde:

”Et ægtepar medbragte det ikoniske ur uden at vide, hvad det var værd. De havde en forventning om en vurdering i omegnen af 30.000-40.000 kr., men blev nærmest chokerede over, at vurderingen lå på 800.000-1.000.000 kr. Da ægteparret i dag overværede salget af uret i auktionssalen, blev de helt høje af lykke over den rekordhøje pris på uret, som ellers bare havde ligget hengemt i en bankboks i rigtig mange år.”

Uret stammer fra 1964 eller 1965 og blev erhvervet af den nu forhenværende ejer i 1971. Det blev solgt med den originale kasse.

LÆS OGSÅ: 12 ure, vi kan lide

LÆS OGSÅ: Ur-nyhed: Patek Philippe præsenterer must-have til 880.000 kroner

LÆS OGSÅ: Elvis Presleys gamle OMEGA-ur slår auktionsrekord