"Mon vi stadig har den?"

Det spørgsmål stiller Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis på Radio24Syv sig selv – og hinanden – i deres nye podcast 'Jamen, det er jo mageløst'.

Podcasten er det seneste indslag i det populære satireprogram, der i starten af marts vendte tilbage på Radio24Syv efter to måneders pause  og som i sit fravær har resulteret i en lytternedgang på hele 13 % på kanalen ifølge DR Medieforskning. I løbet af den sidste uge har man kunne følge den nye podcasts tilblivelse i programmet, og nu er den ude.

LÆS OGSÅ: Den Korte Radioavis: "Der er hele tiden noget, jeg er vred og sur på verden over, og derfor er det dejligt at lave Kirsten Birgit og få afløb for det"

Og skulle du ikke have fanget det allerede, er der tale om satire over de to tidligere P3-værter Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansens populære podcast 'Her går det godt', som de lancerede juleaftensdag sidste år.

"Du lytter til 'Her går det godt'. Mit navn er Peter Falktoft, over for mig sidder Esben Bjerre, og allerede her burde den jo sådan set være solgt," åbner Peter Falktoft i det første afsnit af 'Her går det godt'. Dernæst takker han Irma, der sponsorerer podcasten, men understreger, at de ikke kommer til at sidde og tale om slagtilbud i supermarkedskæden.

De er gået i studiet for at finde ud af, om de stadig har den, og konklusionen efter en times tid er, at ja, det har de. I mellemtiden når de omkring emner som julegaver, Esben Bjerres hænder og guirlander. 

Allerede fra de første sekunder af 'Jamen, det er jo mageløst' er ligheden mellem de to podcasts slående:

"Goddag og velkommen til 'Jamen det er jo mageløst'. Mit navn er Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, og over for mig sidder min, øh… kollega Rasmus Bruun, og allerede dér burde den jo være solgt," siger Kirsten Birgit alias Frederik Cilius Jørgensen i første afsnit.

De er også gået i studiet for at finde ud af, om de stadig har den. Og selv om de kun bruger ti minutter på at svare ja til det samme spørgsmål, når de både at tale om at gå på toilettet, ABBA og deres værste job – eller med andre ord absolut ingenting, hvilket er netop, hvad podcasten handler om.

Programmet er sponsoreret af Skjold Burne, "en vidunderlig forretning" hvor Kirsten Birgit ifølge hende selv så sent som i dag har været nede og købe en new zealandsk Sauvignon Blanc på tilbud. Igen et tydeligt stik til Falktoft og Bjerre, der i et interview med Journalisten om sponsoreret indhold proklamerede, at deres troværdighed er "galakser over dansk journalistiks troværdighed".

"Mit nye program #Jamendeterjomageløst er blevet fremragende modtaget, og overvældende mange har tweetet, kommenteret og postet og lignende om, hvor glade de er for, at jeg taler igen – selv om det slet ikke handler om noget. Som forventet. Bevares," skriver Kirsten Birgit på Twitter om den nye podcast.

Lyt til første afsnit af 'Jamen, det er jo mageløst' her.

LÆS OGSÅ: 230 ting man burde gøre noget mere

LÆS OGSÅ: Danskernes Parti parodieret: Jyder tilbydes enkeltbillet til Bøhlandet

LÆS OGSÅ: Boyfriends of Instagram: Her er de tålmodige mænd bag kæresternes perfekte billeder