Vild med tennis? Ny bog hjælper dig med at finde de smukkeste baner, når du er på ferie

Der findes coffee table-bøger, man hurtigt bladrer igennem, og så findes der bøger, der får én til at stoppe op og drømme sig væk. ’The Tennis Travels’ af Jakob Roed og fotograf Torben Eskerod hører klart til i den sidste kategori.

Offentliggjort

I EN TID, hvor tennis forbindes med turneringer med millionpræmier, sponsorater og indædt konkurrence blandt atleter på højeste niveau, går den nye danske tennisbog ’The Tennis Travels’ en helt anden vej.

Her er fokus ikke centreret omkring Wimbledon eller ATP-ranglister, men i stedet på de steder, hvor sporten lever blandt almindelige mennesker. Små klubber ved Middelhavet, slidte grusbaner omgivet af cypresser, og baner placeret midt mellem bjerge og hav er bogens egentlige hovedpersoner.

Idéen til ’The Tennis Travels’ opstod hos fotograf Torben Eskerod, og da han mødte forfatter Jakob Roed, begyndte de at udveksle historier om nogle af de baner, de hver især havde spillet på.

Tennisanlægget ved Linnaeushof i Amsterdam set helt oppe fra skyerne.

Det udviklede sig over flere år til et rejseprojekt på tværs af Europa. Eskerod og Roed har opsøgt og besøgt mere end 50 unikke udendørs tennisbaner fordelt på 19 destinationer i 12 lande. Fælles for dem alle er, at de er åbne for gæstespillere, og at de ligger uden for de klassiske arenaer.

”Vi tog udgangspunkt i destinationer, vi i forvejen selv havde lyst til at rejse til. Det var faktisk et vigtigt kriterium for os, at stederne skulle kunne noget mere end bare tennis. Destinationen skulle være interessant og have en kvalitet i sig selv. Det er også derfor, projektet hedder ’The Tennis Travels’. Vi var optagede af den samlede oplevelse, hvor tennis, landskab, kultur og rejse går op i en højere enhed,” siger Torben Eskerod.

I DEN NYE bog går rejsen blandt andet til Bohusläns skærgård, Londons parkbaner, en hemmelig klub i Østrig og spektakulære hotelbaner ved Amalfikystens klipper. Og bogen handler selvfølgelig om banerne, men lige så meget om atmosfæren, historierne og den samlede rejseoplevelse omkring dem.

”Noget af det, vi gerne vil videreformidle, er den særlige oplevelse, der opstår, når man rejser med en tennisketsjer i hånden. Tennis bliver ofte et fælles sprog, som åbner døre til nye mennesker, miljøer og kulturer, man ellers aldrig ville have mødt. Det er netop de menneskelige møder og stemninger omkring sporten, som har gjort størst indtryk på os,” siger Torben Eskerod.

Mürren i Jungfrau-regionen i Schweiz byder på tennis-baner med nogle af de vildeste beliggenheder i verden.

Til daglig spiller han selv i K.B., mens Jakob Roed spiller i Skovshoved, og deres ambition har været at finde og dokumentere de steder, hvor tennis og selve omgivelserne smelter sammen.

Resultatet er 344 stort opsatte bogsider, hvor fotografi, fortælling og oplevelseslyst går hånd i hånd. Ser man fx på lyset over de italienske kystbaner, på tomme tribuner i aftensolen og på de næsten filmiske landskaber, får man straks lyst til at pakke tennistøjet og udstyret og booke en flybillet for at nå frem til en af de lokale klubber og skjulte destinationer, som bogen viser vej til.

”Researchen og udvælgelsen af banerne har været en lang, men også sjov, proces der har varet over flere år. Vi har især ledt efter områder i Europa, hvor flere særlige tennisoplevelser ligger tæt på hinanden, så man reelt kan tage dertil på en tennisweekend eller en mindre tennisrejse. Et godt eksempel er Jungfrau-regionen i Schweiz, hvor flere forskellige og spektakulære baner ligger inden for kort afstand af hinanden. Her kan man faktisk tilbringe flere dage med at opleve nye baner og omgivelser uden at skulle bevæge sig særligt langt,” siger Torben Eskerod.

’The Tennis Travels’

449 kr. Selvudgivet på eget forlag. Kan blandt andet findes hos New Mags og Saxo.