Oscar Fisker Mølgaard

20-årige Oscar er Danmarks nye ishockeystjerne: ”Jeg har fået at vide, at jeg skal være lidt mere egoistisk”

Da Danmark i maj spillede sig frem til en sensationel semifinale i VM i ishockey efter en endnu mere sensationel sejr over Canada i kvartfinalen, var det med den 20-årige nordjyde Oscar Fisker Mølgaard på banen. Siden har Fisker Mølgaard også fået debut i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Her fortæller Danmarks nye stjerne på isen om at være en del af en stolt ishockeyfamilie, om at lære sig selv at være egoistisk og om det kommende vinter-OL, hvor Danmark pludselig er et hold, man skal holde øje med.

Offentliggjort

JEG BLEV FØDT ind i ishockeyverdenen. Min far er tidligere professionel ishockeyspiller (Lars Mølgaard, der spillede et utal af landskampe for Danmark, red.), og han var meget hurtig til at tage mig med ud på isen. 

Jeg tror, jeg var omkring 2,5 år, da jeg første gang stod på skøjter, så jeg har ikke nogen minder om ikke at have stået på skøjter. Ikke så lang tid derefter begyndte jeg så at spille ishockey i Frederikshavn, hvor min familie var flyttet til, efter min far sluttede karrieren i Herning. 

MIN LILLEBROR, ANTON (Fisker Mølgaard, red.), spiller også ishockey. Min onkel, Michael (Mølgaard, red.), spillede også i mange år. Og så har jeg en fætter, Mathias (Mølgaard, red.), som stoppede sin ishockeykarriere sidste år efter at have vundet DM med Odense (Bulldogs, red.). 

Når det løber i blodet på den måde, er det klart, at spillet falder én ret naturligt. Som lille dyrkede jeg faktisk ret mange forskellige sportsgrene – fodbold, floorball, svømning, håndbold, egentlig lidt af det hele – men som u11-spiller blev jeg rykket op til at spille med u13, og der begyndte jeg for alvor at gå all in på ishockey.