Ulven kommer: Sådan skabte FC Midtjylland et magtskifte i dansk fodbold scroll-down

Ulven kommer: Sådan skabte FC Midtjylland et magtskifte i dansk fodbold

I juli blev FC Midtjylland danske mestre. For tredje gang på seks år. Mod alle odds og med store armbevægelser, britiske millioner og big data er en fusion mellem Ikast og Herning, nedfældet på en serviet i 1999, blevet en magtfaktor i dansk fodbold. Men i FC Midtjylland stiller de sig ikke tilfredse. Benjamin Dane er taget til den jyske hede for at finde opskriften på succes i en på mange måder ujysk fodboldklub, der tænker lidt større, råber lidt højere og går lidt længere end de andre.

Af Benjamin Dane
Foto: Jasper Carlberg
Sport Euroman

FRA IKAST til Herning er der cirka 15 kilometer, tværs gennem den jyske hede. Det meste af turen foregår med 130 kilometer i timen, mens marker og træer forsvinder i bakspejlet, mod vest ad Herningmotorvejen, som forbinder de to byer og løber næsten hele vejen ind i selve Herning by. Før man ved af det, står man i Østergade, byens gågade, hvor en håndfuld sommerferieramte børnefamilier traver frem og tilbage mellem butikkerne torsdag eftermiddag. På et par barer og caféer med udeservering har små grupper af sort- og rødklædte fodboldfans slået sig ned ved bordene og skåler i store fadøl. Videre, et par minutters kørsel sydpå, forbi stationen og gennem Knudmosen, efter man passerer Herning SKY − to nybyggede 15-etagers lejlighedsejendomme, byens højeste − kommer fire store lysmaster til syne. De står i hver sit hjørne af MCH Arena, hjemmebane for fusionen, der lige som motorvejen forbinder Ikast og Herning. Her skal FC Midtjylland i aften spille topkamp mod F.C. København, et opgør, hvor hjemmeholdet med en sejr eller uafgjort kan sikre sig det danske mesterskab, klubbens tredje af slagsen, helt suverænt og fire runder før tid.

Claus Steinlein har allerede kørt turen et par gange i dag. Fra stadion i Herning til hans kontor ved klubbens træningsanlæg i Sportscenter Ikast, der også er håndboldhal og hjemsted for klubbens talentakademi, og tilbage igen. Men lige nu, med to timer til kampstart, er FCM-direktøren på vej i retning mod hjemmeholdets omklædningsrum med halvanden liter Faxe Kondi i den ene hånd og halvanden liter Pepsi i den anden, og han er på mærkerne, fornemmer man, for vigtige gæster er på vej.

”Vi vinder guld,” halvsynger en ansat i administrationen for sig selv på kontorgangene i baggrunden. Nede i stueetagen er FCM-spillerne så småt begyndt at ankomme, én efter én. På vej ned fra første sal støder Claus Steinlein ind i Per Frimann, der er på stadion for at kommentere aftenens kamp på tv.

”Der har vi kongen,” udbryder direktøren med et stort smil og udveksler et par bemærkninger, inden han fortsætter nedenunder og ind i et lille lokale, som ligger klos op ad spilleromklædningen. Han stiller flaskerne med sodavand fra sig på et bord. Der er også vin og snacks og flasker med whisky i et svagt oplyst rum med sofaparti i sort læder og billeder på væggene af prominente trænere, som har gæstet MCH Arena. Til store kampe inviterer Claus Steinlein modstanderholdets trænerteam på et glas rødvin, det er en tradition, men i aften er det ikke F.C. Københavns Ståle Solbakken, der er gjort klar til.

Lige præcis han ville næppe heller takke ja, hvis han fik invitationen. Nej, i stedet får Steinlein om lidt besøg af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som er på stadion i Herning for første gang i selskab med sin gode ven, skuespilleren Nikolaj Lie Kaas. Formålet med mødet står ikke klart, det er det eneste, Steinlein ikke vil tale om i dag, men det er på den anden side ikke svært at regne ud, hvorfor en af landets rigeste mænd bag en af landets største virksomheder, med hovedsæde midt på den jyske hede, er interessant for FC Midtjylland.

En halv time senere kommer Claus Steinlein ud af lokalet igen. At det hemmelige møde gik godt, er til at se.

”På en skala fra et til 10, gik det 10,” siger han og kan ikke skjule sit smil, han prøver heller ikke, hverken nu eller generelt, som var det hans ansigts naturlige udgangspunkt. Kick-off nærmer sig, og næste punkt er en tur i VIP-loungen ovenpå, inden han skal give interview til tv. Han fistbumper Onside-reporter og tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen og stiller op foran kameraet på sidelinjen til et dobbeltinterview med klubbens bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen. Smilet bliver endnu bredere, strækker sig efterhånden hele vejen fra øre til øre. Bag brillerne lyser hans øjne. Claus Steinlein er i sit es.

Se, hvad vi ellers skriver om: FC Midtjylland og Portræt