Et ur er ikke en T-shirt: Sådan laver du et godt ur-køb i en butik

Andreas Rosenberg fra Hvelplund Ure & Smykker giver her sine bedste råd til at købe et ur i en butik.

Offentliggjort

SÆT DIG IND i modellen, referencen og prisniveauet, og forstå forskellen på en autoriseret forhandler og pre-owned-markedet. Kom ikke ind ad døren med Chrono24 som forhandlingsvåben. 

Det råd kommer fra Andreas Rosenberg fra Hvelplund Ure & Smykker, der har solgt ure til folk, der ved alt om emnet, og folk, der ingenting ved. 

Hans råd er: Afsæt tid. Et ur er ikke en T-shirt. Prøv det, se det i forskelligt lys, og gå udenfor med det på håndleddet, hvis butikken tillader det. Mærk, hvordan det sidder. Tillad dig selv at gå hjem og sove på det. Et godt ur-køb skal føles rigtigt, ikke forceret. 

Stil spørgsmål, også (eller måske især) dem, du tror er dumme. Hvad koster et service? Holder modellen typisk sin værdi? Hvor længe har forhandleren haft uret?