Italiensk på Frederiksberg: Famosi e Golosi

Italiensk på Frederiksberg: Famosi e Golosi

Anmeldelse. Famosi e Golosi er en hyldest til det italienske råvarefokuserede køkken, og det er på alle måder som at være i Italien, så lad dig ikke skræmme af røvballegardiner og malerier fra gulv til loft.

Her er støvsuget for den gode danske kridhvide smag, og stedet er i sandhed fyldt med dingenoter og dippedutter. Meget befriende, for så er der noget at kigge på, hvis man er i byen med Svend Kedeligs Kvartet. Man sidder tæt ved de små borde, og på en lørdag aften er lokalet fyldt til bristepunktet. Det er en detalje, men jeg elsker deres lange, lette, elegante bestik, som ikke kontant falder ned i sovsen på tallerkenen, fordi det er for kort, for tungt eller begge dele. Til gengæld hader jeg deres nylonservietter! Dem har de desværre også i Italien.

Billigt, rigeligt, frisklavet!
Stedets antipasti er billig, rigelig og frisklavet. Vi fik tre små kødhapsere hver og så tre retter til deling for 129 kroner! Grillet aubergine, sorte oliven, stegte portobellosvampe, vitello tonnato, skinke med mozzarella, oksekød med en meget lækker blomsteragtig, bagt rød peber, dampede blåmuslinger, eddikesyltet blomkål og masser af friskbagt brød. Alt sammen rigtig lækkert og en dejlig uformel måde at starte et måltid på.

Pasta e carne
Hvis alle pastaretter på Famosi e Golosi smager lige så godt som deres spaghetti alla marinara, vil vi spise os igennem dem alle sammen fremover. Spaghettien er skoldhed, al dente og pakket ind i den skønneste frisklavede pesto. Jomfruhummerstykkerne er sødmefulde og havfriske. Det kan godt være, det ser flot ud at servere sådan en ret med hele jomfruhummere, men pastaen er jo blevet iskold, inden man får flået frakken af skaldyrene, og så er man snasket til helt op over albuerne. Ifølge tjeneren får restauranten frisk fisk hver onsdag, fantastisk at vide, så kan man planlægge efter det, for de sølle 120 kroner, retten koster, er virkelig givet godt ud.

Vi blev overtalt af den søde tjener til at drikke en flaske rødvin fra Sardinien, Rocca Rubia fra Santadi kooperativet, til trods for, at der bl.a. skulle fisk på bordet. Den anden tjener gjorde lidt grin med det, da han kom og hældte vin op, og det duede da heller ikke. Vi fik et glas hvidvin til jomfruhummerretten, en ordentlig spandfuld til kun 45 kroner. Vi ville hellere have haft det halve til det dobbelte, for den blev godt nok hurtigt varm og kedelig.

Læs bedømmelsen af husspecialiteten ossobuco på næste side.
Husets specialitet er ossobuco, og man kunne godt smage, de havde øvet sig. Det er en kongeret fra simrekøkkenet med skøn tomatsauce, et fint strejf af selleri og en god kraftig smag af ordentligt kød. Det virker, som om kokken har brugt syltet citron, og det hæver den tunge vinterret højt over
gennemsnittet på grund af de elegante citrustoner, retten får. Ossobucoen serveres på en rigtig god safranrisotto.

Og så til slut …

Stedets anden specialitet er gedekid, og det må vi bestille næste gang. Vi kan ikke forestille os, at det kan gågalt med de kokke, der svinger potter og pander, selv om ged godt nok nogle gange kan være en tør omgang. Vi sluttede af med en ostetallerken med milde italienske oste af god kvalitet, som ikke kan fornærme nogen, og en vellavet dessert med frugtsalat og chokoladekage og to kopper kaffe.

For hele herligheden betalte vi 1.069 kroner for to personer, hvilket må siges at være vildt billigt for en a la carte-middag på det niveau. De nøjsomme kan få en treretters menu til 280 kroner, og det kan man blindt sige ja tak til.

Famosi e Golosi
Rolighedsvej 10
1958 Fredriksberg C
Tlf. 3539 1891
»famosiegolosi.dk


Lav din egen spaghetti alla marinara. Find inspiration i disse »tre velsmagende retter med muslinger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Restauranter og Mad