I skyggen af Parken ligger BK Skjolds klublokaler. Bygget ind i betontribunen, der ligger op ad de blå løbebaner på Østerbro Stadion. Udefra ligner det ikke meget andet et det klassiske klublokale med gråt-i-gråt beton, græs der kommer op mellem de grove fliser, nogle omklædningsrum og et billardbord i baglokalet. Men når man nærmer sig glasdøren, er det ikke duften af jordslået klubhus, der møder en. Det er duften af friskbagt bagværk.

Erik Galst åbnede Galst Bageri inde i BK Skjolds lokaler på Østerbro i sommeren 2020. Her sælger han surdejsbrød og kager til dem, der er så heldige at kende til hans lille hemmelige mesterstykke. For det er ikke et sted, man bare lige kommer forbi tilfældigt. Erik Galst er egentlig uddannet revisor, men efter en 32 år lang karriere besluttede han at lade bagehobbyen tage over på fuld tid.