Sunday roast, bangers ’n’ mash og shepherds pie. De store, brune
britiske portioner er ikke ligefrem det, den brede befolkning tidligere har
forbundet med stor gastronomi.
Men fuldstændig i tråd med bevægelsen væk fra pincetter, dutter og spiselige
blomster er den britiske comfort food måske endnu et symbol på den
hjemlige tryghed, der efterhånden præger flere og flere nyere restaurantåbninger. Antitesen til den
efterhånden mættede tankegang om naturvin og skarptskårne små deleretter.
Nu åbner makkerparret bag fiskerestauranterne Hooked – Kasper Bundgård
Christensen og Matthew Jeffery – en britisk pub i sin reneste form.
Pubben tager navn efter den ene af de to stiftere og er blevet døbt The
Jeffery. Adressen bliver Nørrebrogade 160, i store hjørnelokaler, hvor der
førhen har ligget en Danske Bank og et par mislykkede restauranter, som nu får en omfattende overhaling.
”Det her bliver ikke en poleret fortolkning af en pub. Det bliver en rigtig
britisk pub – med quiz, livemusik, Sunday roast og folk, der bliver hængende
over en ekstra pint,” siger Matthew Jeffery til Københavnliv.
Han fortæller også, at de vil lægge vægt på at gøre pubben til et
“folkehus”, hvor alle skal føle sig velkomne. Og at stedet hverken skal tolkes
som en bar eller en restaurant, men som en fusion af de to. Noget lige midt
imellem.
Til en start vil de have fokus på aftenkortet, øl og sport på skærmene.
Senere vil de implementere både Sunday roast og morgenmad, der skal kunne
kurere nørrebrogensernes tømmermænd.
Åbningsdatoen er endnu uklar, men én ting er sikker: Du kan godt regne med
at have et nyt stamsted, når VM i fodbold løber af stablen til juni.
Om det så bliver med eller uden dansk deltagelse.