Danskerne er et af de mest cyklende folkefærd i verden. Men selv om vi er flinke til at tage det sunde og bæredygtige valg, er vi alt for ofte nogle virkelige svin, når det gælder opførsel i trafikken.

Mange taler ofte om bilister og deres forfærdelige road-rage, men hvis man både er jævnlig bilist og cyklist ved man, at det virkelig vilde vesten findes på cykelstierne.
Her føler man, at man er i sin ret til at opføre sig som en klovn, da man jo har Moder Natur og karma-loven på sin side, når man sms’ende i fuld fart på sin Christiania-cykel laver et ulovligt højresving.

Men hvad gør man så, hvis man vil overleve i denne jungle?

Vi har samlet de ni værste typer, du skal undgå.

Manden i den gule førertrøje

Spandex-dragten er godt udspilet med en voksende mellemleder-vom. Alligevel vil han hævde, at han er i sit livs form. Han kører konstant minimum 50 km/t, hvad enten det er gennem gågader, stilleveje eller skolegårde. Hans eneste følgesvend er en komplet manglende forståelse for, at andre har et andet formål med at være i trafikken end at holde en makspuls.



For ikke at spilde unødig vægt har han ingen ringeklokke på sin cykel, hvilket resulterer i, at han må råbe højt for, at de skræmte medtrafikanter skal kaste sig til højre, når han kommer blæsende.

LÆS OGSÅ: 11 geniale jyske vendinger alle burde bruge

Onlineren



Generation ’Altid-på’ er selvfølgelig også på Snapchat, sms og Tinder i trafikken. Det giver en reaktionsevne som en spritbilist med omkring 1,9 i promille. Tempoet er ligesom adfærden totalt utilregneligt, og det hjælper ikke at gøre opmærksom på, at de forhindrer 20 almindelige mennesker at komme på arbejde eller i skolen – for de hører dig ikke.

Christiania-cykel

Cykelstiens lastbiler. Tunge, store og med en tendens til at tro, at de er langt smartere og hurtigere, end de i virkeligheden er. Egoet hos chaufføren følger gerne cyklen, og der er næppe en mere rethaverisk type end en cyklist med børn om bord. Kombinationen af at være både forældre og cyklist giver så mange karmapoint, at de ikke behøver normal anstændig opførsel.

Selve lasten er et selvstændigt problem. Her sidder gerne tre ønskebørn, der har fået helt unikke navne som Storm, Sylvester og Syvstjerne. Den nye adel i Danmark sidder i deres karet og plager deres hårdt prøvede forældre, hvis ikke de slås indbyrdes, så sandskovle og sutter flyver over siderne.

Hvis de får en reprimande af de andre medcyklister eller bare et irriterede blik, træder deres slidende tjener på pedalerne virkelig i karakter og skælder ud – ikke børnene, de andre. Hvad ligner det at prøve begrænse disse vidunder-ungers frie udfoldelsesmuligheder med noget så indskrænkende som regler om opførsel?

LÆS OGSÅ:
Derfor skal jeg ikke på Roskilde

Rickshaws

Sammen med Christiania-cyklen fylder de uforholdsmæssigt på cykelstien og er lige så ubrugelige som transportmiddel. De eneste, der er dumme nok til at tage sådan tur, er overstive fodboldfans fra provinsen og turister.



Her sidder de og nyder åbenlyst fornøjelsen ved at føle sig som koloni-herre i fem minutter. Chaufføren er ofte en evighedsstuderende med rastafari-hår, og han har for at gøre turen komplet skruet helt op for reggae-musikken på boom-boxen, som han også transporterer med. 

Samtalerne



Det kan være hyggeligt at få sig en god snak på cykel med sin kæreste eller ven. Men det er måske lige lovligt ambitiøst at holde hånd i hånd midt i myldretiden. Der findes en bestemt gruppe mennesker, der bliver så optaget af deres formentlig fantastiske snak, at de ikke er til at ringe op hverken med klokken eller almindelig tale. Her må man forsøge at kile sig ind i mellem deres tosomhed og bryde symbiosen.

LÆS OGSÅ: 
9 eksempler på at kontaktannoncer er det bedste

Den lade

Det er typen, der kommer til et sammenskudsgilde uden en medbragt ret eller blot en pakke smør. Går også under navnet ’nasseren’. Det er ham, der langsomt overhaler hele rækken af cyklister, der pænt holder for rødt i en lang kø, for at han kan komme op helt foran. Når det så bliver grønt, starter han op meget langsomt, hvorefter alle må overhale ham endnu engang.

Han kan også finde på at lægge sig i overhalingsbanen og køre så forbandet langsomt, at man får lyst til at rive cykelhjelmen af ham. (Typen findes bestemt også i bil).

Sikkerheds-freaken


De gør egentlig ikke meget skade. Andet end måske buler på ens æstetiske sans. De kører i selvlysende veste, sikkerhedsgodkendte hjelme og reflekser over alt. På trods af at de åbenlyst går meget op i sikkerhed (for dem selv) kører de pilråddent.



De bryder regler, og hvis man selv kommer til at kvaje sig over for dem, er helvede løs. De forvandler sig fra tilforladelige efterlønnere til frådende fanatikere med et beskidt ordforåd, man slet ikke anede, de havde. På trods af deres bedstemor-fremtoning er de klart nogle af de farligste typer på cykelstien.

Fest-aben

Cyklistens svar på en spritbilist er slet ikke ligeså farlig, men er alligevel irriterende som en flue på ens syltetøjsmad. De færdes ofte i flok. Enten ved siden af hinanden eller med en på bagagebæreren, hvilket medfører en del slingren, der er så sjovt, at de er ved at knække af grin over det konstant.



De kommer gerne med ’sjove’ tilråb til kvindelige cyklister eller synger ’gode’ fodboldsange som ’lålålålålå’. Det mest irriterende er, at de ofte har stjålet den cykel, de nu hærger til ukendelighed, og alle ved, at der er et særligt sted i helvede for cykeltyve.

Turisten

De er jo egentlig søde nok, som de kommer der på deres bycykler slingrende mod kørselsretningen. Helt hjælpeløse mens de umotiveret knipser billeder på deres iPhone. Men de er selvfølgelig en fare, især hvis de pludselig ser Marmorkirken, samtidig med at man overhaler.



Hvis det sker, blokerer de resolut bremsen, og du er sikker på at ryge i asfalten. Den eneste retfærdige hævn er, at du i din sommerferie lejer en bil i Rom og blokerer deres trafik, mens du hjælpeløst leder efter Colosseum.

LÆS OGSÅ: Derfor elsker jeg Roskilde

LÆS OGSÅ: 16 eksempler på at lokaljournalistik er det bedste

LÆS OGSÅ: 30 tegn på at du er jyde i København