Først kom badesaltene med duft af øl og pizza. Og nu har det nyeste skud på stammen inden for alternative wellnessprodukter ramt markedet: nemlig ‘bath bombs’ med duft af friturestegt kylling fra Kentucky Fried Chicken, skriver Hypebeast.

‘Bath bombs’ er små kugler fyldt med dufte, olier og farver, som bliver opløst ved kontakt med vand og bruges for at peppe et ordinært karbad op. Det er den japanske filial af KFC, der i samarbejde med butikken Village Vanguard står bag de nye ‘bath bombs’, der er formet som KFC’s signaturret, kyllingelår, og som har fået det passende navn ‘Chicken smell bathing powder’. For at fuldende oplevelsen af at befinde sig i et friture-bad, er kuglerne nemlig fyldt med duften af de 11 hemmelige krydderurter og krydderier, som bruges i retten i fastfood-kædens restauranter.

Inden du bliver alt for begejstret ved tanken om at tage et afslappende bad med duften af din yndlings-junkfood, skal vi gøre opmærksom på, at man rent faktisk ikke kan købe de nye ‘bath bombs’. For at få fingrene i en af dem, skal du være en af de heldige 100 personer, som bliver udtrukket ved lodtrækning som en del af KFC’s nye kampagne, der kører indtil midten af november.

For at deltage i konkurrencen skal du følge den officielle KFC Japan Twitter-profil og retweete nedenstående opslag med hashtaggene #KFCのアノ香り og #秘伝のコンビパック inden den 15. november.