Vil du mestre kunsten at få din vilje? Så skal du gøre som Rasmus Shepherd-Lomborg

Rasmus Shepherd-Lomborg har bygget sit eget imperium med cocktailbarerne Ruby, Lidkoeb og Brønnum. Men før kunderne og millionerne væltede ind, måtte han kæmpe mod både uforstående bankrådgivere og regelryttere i Kulturarvsstyrelsen. Her fortæller han om sin uforlignelige evne til at bide sig fast, til han får, hvad han vil have.

Vil du mestre kunsten at få din vilje? Så skal du gøre som Rasmus Shepherd-Lomborg
Offentliggjort

EFTER AT HAVE boet i England og arbejdet en årrække i restaurationsbranchen med min britiske kæreste Adeline ville vi gerne slå os ned i Danmark og åbne vores eget sted. Midt i 00’erne var der meget få gode barer i København. Det ville vi gerne lave om på. 

Jeg gik i banken for at få et lån til at bygge Ruby om, efter vi havde overtaget lejemålet på Nybrogade i København. Jeg prøvede først min egen filial i Danske Bank. Det blev et nej.

Nej. Nej. Og nej. Det var det svar, jeg blev mødt med, når jeg prøvede en ny filial. Og hver gang var det en bankrådgiver over 50 år, der så helt blank ud, når jeg sagde, at jeg ville åbne en cocktailbar. 

’Er det en bodega?’ spurgte de.