"Kvinden skreg: ’Peter Mygind, vi dør!’" scroll-down

"Kvinden skreg: ’Peter Mygind, vi dør!’"

Den 57-årige skuespiller Peter Mygind om lufthuller, en ubetalt restaurantregning og et mislykket forsøg på at bluffe sig ind på business class.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Sine Jensen
Kultur Euroman

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Min hustru, Lise, og jeg var ude og spise med nogle venner. Jeg var nødt til at gå, inden middagen var færdig, fordi jeg skulle ind på teatret. Jeg forlod restauranten og gik ud fra, at Lise betalte. Der gik tre måneder, så ringede det på døren. Uden for stod en stor, stærk mand. Han sagde: ’Mygind, du er jo ret nem. Helt ærligt, tror du seriøst ikke, at vi ville finde ud af, hvor du bor. Alle så, at du skred fra regningen.’ Der gik det op for mig, at min hustru og jeg havde misforstået hinanden. Ingen af os havde betalt regningen. Jeg forklarede manden, at det var en kæmpe fejl. Han troede ikke på mig. Han sagde: ’Troede du, at I fik det gratis, fordi du er kendt?’ Han fik mine dankortoplysninger og gik sin vej. Det irriterer mig den dag i dag, at han troede, at jeg forestillede mig, at jeg kunne gå fra regningen, fordi jeg er kendt. Det var super ydmygende.”

Har du foregivet at sove for at undgå et skænderi med din kone?

”Min hustru har fundet ud af, at jeg sover sindssygt hurtigt, når jeg går i seng. Når først jeg lægger mit hoved på hovedpuden, går der ikke mange minutter, så er jeg væk. I begyndelsen af vores forhold ville hun gerne føre dybere samtaler, når vi skulle sove. Men der behøvede jeg ikke at foregive at sove, for jeg faldt simpelthen i søvn med det samme.”

Har du nogensinde besøgt en swingerklub?

”Jeg så engang et tv-program, hvor man fulgte en swingerklub. Man så dem sidde og sludre i underbukser om at klippe hæk, og Laila stod i en lille, fræk top og havde bagt banankage. ’Nå, men skal vi gå ind og knalde?’ ’Ja, lad os det.’ Der gik noget tid, så kom de tilbage. ’Det var godt nok en ordentlig tur.’ ’Ja, det var virkelig dejligt.’ Så drak de kaffe og spiste banankage. Jeg sad med åben mund og polypper. Jeg har ikke selv været i en swingerklub og kommer det aldrig. Jeg ville ikke kunne overskue at se på min skønne hustru ligge med en anden mand lige ved siden af mig, mens hans røv hele tiden bankede ind i min pande.”

Har du deltaget i et selskab og foregivet at have læst en bog?

”For mange år siden boede jeg med min storebror, Lars, som læste litteraturvidenskab. Jeg var ung og single og lavede børneteater med min mor. Når jeg kom hjem, sad Lars med 15 piger og diskuterede bøger. Jeg kunne finde på at sætte mig ned og snakke med længe om en bog, jeg ikke havde læst. Min bror syntes, det var så lousy. Jeg har en god fantasi, så hvis en af pigerne fortalte lidt om begyndelsen på en bog, så kunne jeg forestille mig, hvad der skete senere hen. Jeg scorede på det.”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Jeg fløj engang hjem fra en ferie i Grækenland med vores ene søn. Lise var ikke med, hun var på arbejde. Min søn sad ved vinduet, jeg sad i midten, og til venstre for mig sad en kvinde. På den anden side af gangen sad hendes mand. Vi havde lige fået kaffen serveret, da flyet begyndte at hoppe. Vi fik besked om at spænde sikkerhedsbæltet. Lufthullerne blev større og større. Lige pludselig faldt vi flere hundrede meter. Vi styrtede vandret. Kaffen røg op i loftet, jeg blev forbrændt. Min søn skreg: ’Far, dør vi?’ Lige da jeg skulle til at svare, tog damen til venstre fat i mig og skreg af sine lungers fulde kraft: ’Peter Mygind, vi dør! Peter Mygind, vi dør!’ På det tidspunkt havde vi ikke udvekslet andet end et hej, da vi satte os. Jeg råbte til min søn: ’Nej, vi gør ej. Damen lyver.’ Lidt efter kom vi ud af turbulensen og fløj videre, som om intet var sket. Det har undret mig lige siden, at kvinden tog fat i mig og ikke i sin mand.”

Har du pruttet i en elevator?

”Jeg har pruttet mange steder. Jeg var til et foredrag foran 500 sygeplejersker og havde snakket et minuts tid. Der var stille i salen. Jeg tog armene op for at understrege en pointe og skulle til at sige noget, da jeg slog den største prut nogensinde. Pffffttttt! Jeg lod som ingenting og snakkede videre i den tro, at ingen havde hørt det, da jeg fik øje på nogle kvinder oppe på bageste række. De var i latterkrampe. Jeg vidste, at der ikke var noget at gøre. Jeg sagde: ’Prøv at høre, jeg vil gerne sige noget. Jeg har lige spist frokost på Monarch på Fyn, jeg tror simpelthen, at det er deres wienerschnitzel, der har givet mig dårlig mave.’ Jeg snakkede længe om, hvad der havde fremprovokeret den prut. De skreg af grin. Mange år efter holdt jeg et foredrag på et hospital. Bagefter kom en dame hen og takkede for et skønt foredrag. ’Men’ – tilføjede hun – ’du glemte historien om prutten.’ Hun troede, at det var et fast indslag, at jeg slog en prut for at sætte stemningen. Jeg måtte svare, at jeg ikke havde pruttet så højt siden dengang.”

Har du forsøgt at charmere dig til et sæde på business class?

”Jeg skulle flyve hjem fra Thailand med min hustru og vores to sønner. På vej ud havde vi fløjet på business, det var en kæmpe luksus at kunne ligge ned og sove på så lang en tur, og det var første gang, vores sønner prøvede det. På hjemturen havde vi booket monkey class for at spare penge. Vores sønner plagede og plagede: ’Please, vi kan ikke flyve monkey.’ Det endte med, at jeg stillede mig hen i business-køen og snakkede med den søde, thailandske mand i skranken. Jeg forklarede ham, at der var sket en fejl. Jeg sagde, at vi faktisk havde købt business til hjemturen og ikke til udturen, men ved en fejl var der blevet byttet om på de to. Det var selvfølgelig løgn. Jeg sagde til medarbejderen, at det ville være så dejligt, hvis han ville fikse det og opgradere os til business. Han kiggede på mig og sagde, at det ikke var muligt. Jeg kæmpede som et svin, mens køen bag mig voksede, og mine sønner plagede mig. Til sidst sagde manden: ’Why should I upgrade you?’ Og der kom den så, den berømte sætning: ’Because, I’m a very, very famous Danish actor.’ Det var det sidste kort, jeg havde. Han kiggede på mig. Så sagde han: ’I have never seen you, I have never heard about you. Get out of the line.’ Vi fløj hjem på monkey class.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil og Interview