Jeg har aldrig været til yoga før, men det er jeg nu. Det tåler en præcisering: Jeg ligger tæt op ad andre folk, der dyrker yoga. På en græsplæne, omringet af planteskulpturer. Solen skinner omsider efter åbningsdagens gråvejr, og vi ligger og glor over på Egeskov Slot, hvor denne festival ved navn Heartland finder sted. Har du hørt lignende?

Omtrent 100 meter fra mig, i retning mod slottet, ligger yogainstruktøren og taler med en rolig, nærmest hviskende stemme. Hun siger, at vi skal spørge os selv, hvordan vi ligger, hvordan vi har det.

Mit ene ben sover, fordi jeg ligger på en skråning, som lige nøjagtig er et par grader for skrå til at være rigtigt rar at ligge på, og det er formiddag, så mit hoved klemmer stadig lidt, men derudover vil jeg ikke klage. Min redaktør har hentet en frugtvin, som er fremstillet et eller andet sted her i Danmark, og den er ikke bare pæn at kigge på, den er såmænd også rar at drikke.

Jo, vil jeg sige, du yogainstruktør: Jeg har det godt. Hvilket vist nok også – det er i hvert fald mit indtryk – er hele pointen med den her festival: At have det godt. I går var det dog svært at få øje på, det dejlige og det gode, det der overskud, man hører, der rumsterer her på Heartland. Vi traskede alle sammen rundt i lidt for meget tøj, ingen flottenhejmere med stråhat, nærmest ingen hør heller. Måske vi lige skulle i gang.