Nick Cave & The Bad Seeds er første hovednavn på Heartlands 2026-program

Festivaldirektøren forventer i øvrigt det bedste musikprogram til dato.

Nick Cave & The Bad Seeds er første hovednavn på Heartlands 2026-program
Offentliggjort

I 2023 lagde Nick Cave vejen forbi den fynske drømmefestival Heartland som en del af deres talkprogram. Og australieren kan åbenbart ikke få nok af den rene kulturelite-luft, der omkranser Egeskov Slot i sommerweekenden.

I 2026 lægger han i hvert fald vejen forbi med sit band, når han indtager festivalens hovedscene Greenfield som en del af en større Europa-turné.

”Nick Cave & The Bad Seeds har stået som et af vores største ønsker til Heartland siden begyndelsen, så jeg er selvsagt meget begejstret over, at det endelig er lykkedes. At de ovenikøbet melder deres ankomst i vores 10-års jubilæumsår, gør det endnu mere fantastisk. Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere perfekt afslutning på torsdagen end at stå foran Greenfield-scenen, når de runder dagen af. Vi glæder os til at præsentere meget mere af programmet i de kommende måneder, og jeg kan godt afsløre, at det tegner til at blive vores bedste til dato,” udtaler festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen i en pressemeddelelse.

Koncerten med Nick Cave & The Bad Seeds kommer i kølvandet på sidste års anmelderroste album ’Wild God’, bandets – hold nu fast – 18. studiealbum. Albummet blev af flere anerkendte musikmedier udråbt som et af 2024’s bedste og har sidenhen været ledsaget af en fuldstændig udsolgt europaturné, som man nu altså kan tage del i på Fyn.

Heartland kan næste år fejre ti års jubilæum, når festivalen løber af stablen fra torsdag d. 18. til lørdag d. 20. juni. Billetterne er netop gået i salg.

Og vil du blive lidt klogere på Nick Cave, kan du læse vores store forsideportræt af ham her.