Fotograf har fundet den perfekte far-uniform

Frederik Darre, fotograf og producer, 33 år, fortæller om sin garderobe.

Fotograf har fundet den perfekte far-uniform
Offentliggjort

Tøj, og æstetik helt generelt, har altid fyldt meget for mig. Det er dog først inden for de sidste fem år, at jeg er begyndt at slappe af i det. Før det hoppede jeg nok ret meget fra trend til trend.

Men nu har jeg fundet en uniform, der mest af alt består af en afslappet, løs skjorte og jeans. Efter at jeg blev far, har jeg behov for, at mit tøj er mere behageligt, og det er meget sjældent, at jeg dresser meget op eller ned fra det udgangspunkt.

Brillerne er et par District Vision, som jeg fik af min kæreste, Hannah, for nogle år siden. Det er i virkeligheden et par ’hurtigbriller’. Sport og funktionalitet er ofte et udgangspunkt for min påklædning, og de her har mange funktioner: Jeg bruger dem både til at løbe og cykle med, ligesom jeg går med dem til hverdag. De er meget lette, hvilket heller ikke gør noget dårligt.

Skjorten er fra Our Legacy og er omkring fem år gammel. Jeg har altid været vild med Our Legacy – men især deres Work Shop-koncept, hvor de giver gamle ting nyt liv. Jeg kan godt lide at have den åbenstående, for ellers er jeg bange for at komme til at se for formel ud.

Uret er min farfar Oles gamle Seiko. Han var en virkelig stor del af min opvækst og mit liv, indtil han gik bort for tre år siden. Han gik faktisk bort samme dag, som min yngste søn, som vi også har valgt at kalde Ole, blev født – bare tre år før.

Jeg kan godt lide, at det lægger sig i midten mellem det fine og det grove, men skal jeg være ærlig, havde jeg nok aldrig købt det, hvis ikke det havde affektionsværdi for mig. Men det har det så til gengæld også en masse af.

Bukserne er et par gamle Levi’s 501’ere, en model, jeg normalt ellers ikke kan passe, fordi de er for smalle i lårene. Jeg købte dem i vintage-butikken Roger på Bornholm, hvor min familie har sommerhus, fordi jeg var kommet afsted uden et par ekstra bukser.

Jeg har mest af alt brugt dem i sommerhuset, hvor de har fået lov til at være med til at lave mange pizzaer og pastaretter, men i sommer tog jeg dem så med hjem og gjorde dem til en del af min hverdagsgarderobe.

Tasken er fra Klättermusen, som jeg bruger til alting: kameraudstyr, klatresko, termodunk, sportstøj. I gamle dage havde jeg en masse forskellige tote bags, jeg skiftede mellem, men efter jeg købte denne her for nogle år siden, har jeg brugt den som den eneste.

Den er funktionel og slidstærk, fordi den er lavet i det her ripstop-materiale. Klättermusen laver bare nogle virkelig gode ting – det brand kan jeg godt stå inde for.