I et stille område af Marais-kvarteret ligger en af Paris’ mest velansete multibrand-butikker The Broken Arm.
Butikken har siden åbningen i 2013 været i førersædet, når det kommer til at kuratere det ypperste inden for modetøj. Bøjlerne tynges af gevandter fra mærker som Comme des Garçons, Raf Simons og Prada, mens hylderne lægger plads til diverse livsstilsmagasiner og vinylplader fra kunstnere, du formentlig aldrig har hørt om.
Det var dog hverken parkaen fra Raf Simons eller et par sko fra Prada, min opmærksomhed faldt på, da jeg besøgte butikken første gang tilbage i efteråret 2015. I stedet gled mit elevatorblik indiskret op og ned ad ekspedienterne, der iført tekniske skaljakker og en støvlelignende alpinsko fra det franske outdoor-mærke Salomon stod og sippede café au lait fra The Broken Arm’s integrerede café. Jeg var forundret. Ekspedienterne lignede mest af alt en flok bjergbestigere, der havde forvildet sig fra Mont Blancs stejle skråninger og ind til Paris’ kreative epicenter.
Det, jeg havde oplevet i butikken på hjørnet af Rue Perrée og Rue Gabriel Vicaire, var dog langtfra en enlig svale. Det var begyndelsen på den outdoor-bølge, der er blevet kendt som ’gorpcore’ og som handler om anvendelighed og komfort, men også om brugbarhed. Som Lisa Yamai fra Snow Peak udtalte til den britiske udgave af Vogue i forbindelse med åbningen af det japanske kultmærkes flagskibsbutik i det centrale London i 2019:
”Jeg ville skabe tøj, der er funktionelt, praktisk, men også stilfuldt. Jeg ville lave friluftstøj, som man ikke bare vil bære i weekenden, men tøj, man kan bære syv dage om ugen, og som gør en mere fortrolig med følelsen af at være udenfor.”
Spiseforstyrrelser og et overdrevet fokus på træning og sund kost er langt fra noget, der kun rammer kvinder. Det ved Asger Tobias Brodtkorb alt om. Den to meter høje mand vejede for få år siden blot omkring 60…
Børn af kendte filmfolk snupper hovedrollerne og de eftertragtede skolepladser igen og igen. Er filmindustrien blevet en motorvej af forlommer? Blandt skuespillere og Skuespillerskolen er der stor uenighed.