Danske Organic Basics lader medarbejderne bestemme deres egen løn
Det danske tøjfirma Organic Basics, stiftet og ledet af de tre barndomskammerater Mads Fibiger, Alexander Christiansen og Christoffer Immanuel, satser hele butikken på bæredygtigt undertøj og en alternativ ledelsesstil, der sender micro management i skammekrogen og lader medarbejderne bestemme deres egen løn. Vi har mødt CEO Christoffer Immanuel til en snak om Greta Thunberg, underbukser og om at spille hinanden gode.
HAN LIGNER EN, der netop er kommet ned fra fjeldet. Christoffer Immanuel sidder i en råhvid fleecevest fra Patagonia, jeans og et par store vandrestøvler, der nok ville gøre sig bedre i det fri end på direktionsgangen. Men nu er den 31-årige aarhusianer også en atypisk CEO for en virksomhed, der hvert år siden 2015 har fordoblet omsætningen, og som i 2020 voksede med mere end 350 procent. Det gør den til en af Danmarks hurtigst voksende virksomheder.
Christoffer Immanuel sidder i lobbyen hos Organic Basics på en industrigrund på Amager, hvor Toms chokoladefabrik engang lå. Der hænger ikke længere en duft af pålægschokolade i området. Industri er blevet afløst af fashion og kultur: Organic Basics deler baggård med Copenhagen Music, der repræsenterer artister fra Lukas Graham til Medina, det eksklusive taskebrand Mismo samt kobbertrykker Niels Borch Jensen, hvor danske og internationale kunstnere fra John Kørner til Damien Hirst får trykt deres værker. Med sine åbne kontorlandskaber i glas og stål, underspillede indretning med yoga-rum, vegetarisk kantine, grønne planter og Muuto-møbler kunne Organic Basics hovedkontor lige så godt ligge i Silicon Valley.