Vi leder og leder, men vi har ikke fundet en jakke, der er bedre end denne
Her er to ting, chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst ønsker sig i april.
Uformel formel
Udover at passe mit arbejde, være der for min familie og se til, at mine venner har det godt, er en af mit livs store missioner at finde den perfekte habitjakke.
Den må ikke være vævet af et for fint stof; den skal kunne holde til nogle tæsk. Den optimale jakke kan bruges både til at rejse i, til middag og på kontoret, og bekender sig til den afslappede del af spektret over formel påklædning.
Jeg leder og leder, og i disse år har jeg ikke fundet nogen, der laver dén jakke bedre end Drake’s.