Jan Grarup tør mere end de fleste. Han har været udsendt som fotograf til nogle af de værste krige og konflikter i verden og vundet masser af priser for sine fotografier. Som om det ikke er nok i forhold til at friste skæbnen, får han også ofte lavet sine tatoveringer i udlandet. Hvilket ikke altid er under helt sterile forhold.

”Tatoveringer er en meget personlig ting. De fungerer som en dagbog. Jeg kan se på dem og med det samme blive sat hen til en periode, hvor jeg var trist, lykkelig eller bange.”

I første episode af podcasten ’Under nålen med Tue & Tony’ havde de besøg af Rasmus Tantholdt og Ibi Makienok, hvor de fortalte om deres tatoveringer. Nu i denne anden episode er det fotograf Jan Grarup, som ikke har helt overblik over, hvor mange tatoveringer, han har, men det er omkring 25-30 stykker.

Han har været i næsten alle brændpunkter i verden og været i mange farlige situationer. Men han gør det altid for at fortælle de historier, som ellers ikke ville komme frem.

”Jeg er ikke krigsturist. Jeg gør det for et mål. Der skal ligge en fortælling i det, som er vigtig at bringe videre.”

Hans langvarige arbejde har ikke været uden konsekvenser.

”Man bliver mærket af det. Jeg er diagnosticeret PTSD, og jeg spiser Cipralex (antidepressiv medicin) hver dag for ikke at blive sindssyg oven i hovedet. Mine børn kalder det bims og bums-piller.”

Du kan høre hele podcasten på iTunes her. Der er også mulighed for at finde den på Spotify. Du kan også bare høre den her nedenfor. Du skal være opmærksom på, at der kan være historier fra Jan Grarups karriere, der ikke er for svage sjæle.