Der er mange muligheder for vinsmagning i Madrid – både på barer, restauranter og vingårde. Vi anbefaler, at du vælger en éndagstur til et vindistrikt i området, så du kan se hvor og hvordan druerne dyrkes, lagres og hældes på flaske – og selvfølgelig – ikke mindst - smage på vinene.

Ofte arrangeres endagsturene i minivan eller bus fra hotellet med en guide til en eller flere lokale vinproducenter/gårde.

Her bliver man præsenteret for en række vine og lidt snacks i form af tapas eller en frokostmenu samt eksperter, der fortæller om, hvordan vinene laves. En typisk éndagstur koster mellem 1.000 og 1.500 kr. - afhængig af setup og destination.

Fælles for alle turene er, at de har en tendens til at blive udsolgt, så det er en god idé at booke i god tid. Her er tre bud på forskellige vinsmagningsture med afgang fra Madrid.

Flyv til Madrid med selskabet Rejsepriser (sponsoreret)

Økologiske vine og en sommerfuglefarm

Gourmet Madrid Tours hedder et af de selskaber, som arrangerer vinsmagning i og omkring Madrid. De tilbyder blandt andet en tur, hvor man besøger 3 lokale steder, der producerer vin og smager på mere end 10 forskellige vine i løbet af dagen.

Selve vinsmagningen foregår i hjertet af Madrids vinregion, Vinos de Madrid, i lokale vinkældere omgivet af vinmarker, og på turen fortæller en ekspert blandt andet om biodynamisk og økologisk vinproduktion. En af de tre vinproducenter man besøger, er familieejede, Aranjuez, som også huser en af Europas største sommerfuglefarme.

Flyv ud i verden med Rejsepriser (sponsoreret)

Historisk arkitektur og regionens bedste vine

Hvis interessen ikke kun er for vin, men også historie, så besøg en af Europas ældste byer, nemlig middelalderbyen Toledo i samme omgang.

På en endagstur til Toledo, arrangeret af Julia Travel Madrid, er det muligt at kombinere vinsmagning med et indblik i imponerende arkitektur skabt og præget af jøder, muslimer og kristne. I Toledo kan man se synagoger, moskéer, katedraler og kirker ligge side om side, og derudover kan man opleve den famøse kunster El Grecos værker.

Turen slutter af med en tur forbi den lokale vinproducent, som byder på et glas af hver af områdets tre bedste vine. 

Læs også på ALT.dk: De bedste cocktailbarer i Madrid

Højkvalitetsvin og gourmetmenu i fine omgivelser

The Madrid Wine Experience arrangerer en endagstur til vinregionen Ribera del Duero, som ligger 2 timers kørsel fra Madrid. Ribera del Duero er kendt for at stå bag nogle af verdens bedste rødvine, og her får man en guidet tur til tre vingårde i distriktet – fra den moderne til den mere traditionelle.

Vinene er nøje udvalgt og af meget høj kvalitet, og turen er for en lille forsamling (2-7 personer), så der er masser af mulighed for spørgsmål til eksperterne. Hvert sted bydes på 2-3 højkvalitetsvine, og på en af gårdene serveres en eksklusiv 3 retters menu skabt af lokale råvarer – naturligvis parret med kvalitetsvine – serveret i autentiske spanske omgivelser.

Derfor skal du rejse til Madrid

Det er nemt, hurtigt og billigt at komme til Madrid med fly, og det er en super spændende by at besøge fx en forlænget weekend med enten venner eller familie. Vejret er altid lige lidt varmere end herhjemme, og Madrid byder på masser af mad- og loppemarkeder, festivaller, koncerter, gallerier og tapas i lange baner.

Der er masser af muligheder for at dykke ned i historien og udforske de mange skulpturer, gamle bygninger og museer, og så er der selvfølgelig Santiago Bernabeu, et af verdens største fodboldstadiums og hjemsted for Real Madrid.