’Mike’ er lejesoldat i Ukraine: ”De forbrydelser, jeg har set russerne begå, har for altid brændt sig fast i min bevidsthed”
Krigen i Ukraine begyndte den 24. februar 2022, da russiske styrker invaderede landet. Det anslås, at 43.000 ukrainske soldater har mistet livet under krigen. Her fortæller den 34-årige ’Mike’ om, hvordan det er at kæmpe ved fronten.
MÅNEN ER SKJULT bag skyerne i den ukrainske nat. Mine kolleger er spredt ud over det åbne stykke land foran de russiske stillinger. Selvom jeg har nightvision på, kan jeg kun se dem i deres gilliesuits (camouflagedragter, red.), fordi jeg ved, at de er der.
Jeg er så tæt på fjendens forposter, at jeg kan høre dem tale. En af russerne spørger sin makker, om han må komme over i hans hul, fordi det er så koldt. Jeg lytter efter vinden og bevæger mig i skjul fra selv de mindste pust. Til sidst er jeg så tæt på, at jeg kan snige lyddæmperen fra min Heckler og Koch 433-riffel ind under presenningen over skyttehullet.
JEG SKYDER IKKE, for jeg kan ikke se ham. Jeg gider ikke kun at ramme ham i benet, så han skriger op og skaber kaos. I stedet glider jeg ned i skyttegraven til selve indgangen. I det samme stikker soldaten hovedet ud. Han må have hørt mig. Overraskelsen forplanter sig øjeblikkeligt til hans blik, millisekunder før jeg slukker ham.
Samtidig angriber mine kolleger de russiske forposter, de har fået udpeget som mål. Granater og ild fra automatvåben udsletter russerne i løbet af få øjeblikke.