Hvordan ville det egentlig se ud, hvis Donald Trump og Hillary Clinton begravede stridsøkserne for en stund og i stedet kastede sig ud i en duet?

Det er ikke til at sige, men en vittig sjæl fra LuckyTV har givet sin fortolkning.

Med udgangspunkt i Town Hall-debatten i St. Louis søndag, hvor præsidentkandidaterne over 90 minutter debatterede intenst, har LuckyTV sammenklippet en video, hvor de Trump og Clinton bryder ud i en skøn serenade med nummeret “(I’ve Had) The Time of My Life” fra 1987 af Jennifer Warnes og Bill Medley.

I videoen er det Trump, der lægger for med mikrofonen, da han begynder på det mandlige vers af sangen fra "Dirty Dancing".

Han stirrer kærligt på Clinton, før hun synger den kvindelige del af duetten. Og i de sidste 25 sekunder af videoen, ses de to synge sangen harmonisk sammen, inden de går af scenen.

Som flere på nettet har bemærket, er amerikanerne i denne valgkamps-tid nødt til at grine for at holde sig fra at græde.

Og hvad er bedre end karaoke til det?