Foto: Preston Drake-Hillyard

17 spisesteder du skal prøve på Roskilde

Tatar, tacos og tarteletter.

Da jeg begyndte at komme på Roskilde Festival midt i 90’erne, var maden ikke ligefrem mindeværdig. Højdepunkterne var en overkogt spaghetti og en risret med ubestemmelig krydring og overstegte rejer.

Derfor, og fordi vi gerne ville spare penge til øl, forsøgte vi året efter at koge vores egne pasta penne over primus. Det gik sådan nogenlunde, selv om vi var småskæve. Den følgende opvask var til gengæld fuldstændig uoverskuelig, og primusen fik lov at henstå slukket og tilsølet resten af festivalen, mens jeg søgte tilbage til risretten.

Der er mange grunde til at glæde sig over, at madudbuddet bliver stadig større på Roskilde, at stadig flere seriøse restauratører er interesserede i at lave en skilling dernede, og at festivalen selv har ambitiøse mål for andelen af økologiske råvarer (målsætningen er 90 % næste år).

Efterhånden er ordentlig kvalitet snarere reglen end undtagelsen - med Claus Meyers tømmermandsdulmende flæskestegssandwich i surdejsbolle som et af de mest velkendte eksempler.

Den kan du naturligvis også få i år, men når du har slugt den, er her 17 andre bud på, hvad du så skal spise. Mange af de mere interessante ting ser i år ud til at findes i food truckene ved skaterbanen og i Arena Park:

Fedtet mad

 

Velstegt falafel
Hvad: Ahaa – Det Arabiske Madhus
Hvor: Camping West/Bycenter
Nørrebro er rykket til Roskilde og har medbragt sin gode, saftige falafel og sine velsmagende friterede blomkål og auberginer. Der er også mulighed for at få smidt en kylling eller en ko i rullen, hvis du synes, det bliver lidt for vegetarisk.

Amerikansk selvtillid
Hvad: Big A’s Diner
Hvor: Avalon
Store A serverer med charme sine amerikanske nødvendigheder som hjemmelavet jordbærmilkshake, sprødstegt kylling i burgerbolle med barbecuesovs og sågar en af nyere tids mest udskældte spiser: deep pan pizza.

Fedtbombe
Hvad: Food Squad
Hvor: Food Truck:
Det ser ud til, at Food Squad har kreeret festivalens potentielt mest hjertanfaldfremkaldende spise. En burger i fed briochebolle med pulled pork, ost , chilimayo og coleslaw. Skal prøves.

Trendy taco
Hvad: Yuca Taco
Hvor: Food Truck.
Den amerikanske tacobølge er nået til København, og det kan ses i udbuddet på året festival. Yuca Taco er et af byens mere velrenommerede steder, og de serverer en majsmelspandekage med langtidsstegt øko-svin og en vegetarisk en af slagsen med mashed beans og avocado. Derudover kan du også opsøge mexicansk mad hos Barburrito, Tacopop og Flaming Cactus.

Burger-bonanza


Hvad: Haché Gourmet Burger
Hvor: Camping East/Bycenter N
Her kan du finde festivalens største burgerudvalg med cheeseburger, bacon and cheese, chiliburger, portobello-burger, rødbedeburger og en såkaldt umamiburger med miso, svampe og syltet løg.

And i eget fedt
Hvad: Ma Poule
Hvor: Food Court
Torvehallernes franskmænd er også at finde på Roskilde, hvor de kurerer tømmermænd med deres varemærkesandwich med generøse bunker af trevlet andelår-confit (det tætteste man kommer på andekød- shawarma). Du kan få sandwich i normal størrelse, halv størrelse og Obelix-størrelse.

Prøv noget nyt


Vrinskende cowboytoast

Hvad: Ingen fest uden hest
Hvor: Food Court

Denne i høj grad usædvanlige bod er skabt i samarbejde med Roskilde Dyrskue som et forsøg på at sætte fokus på en overset spise, nemlig hestekød. Der er mange danske heste, der slagtes hvert år, uden at deres kød kommer i handelen, fordi der ikke er nogen efterspørgsel på det. Men, som denne madbod vidner om, er det faktisk en lækker spise. Lad ikke det fjollede navn afskrække dig, men prøv den velsmagende hakkebøf med hjemmelavet surt i en sandwich af godt, svampet brød.

Rolex-rullen



Hvad: Ugood
Hvor: Food Truck:
Ugandas gadekøkken er ikke det, man oftest smager herhjemme. Prøv det på Roskilde, hvor Ugood byder på den såkaldte Rolex, en populær ugandisk streetfoodvariant, der består af en chapatirulle af hvedemel med fyld af for eksempel marineret kylling, tomat, avocado og fritter af sød kartoffel. Drik hjemmelavet passionsfrugtjuice til.

Lynstegt koreaner

Hvad: Bulko
Hvor: Food Court
Koreanske Sang Joon Ko står bag streetfoodboden Bulko, der holder til på Papirøen i København. Han er på Roskilde for at stege bulgogi, en klassisk koreansk ret af sojamarineret oksekød, til folket. Serveres med ris og salat og fås også i en tofumodel.

Pølse med horn
Hvad: Den Økologiske Pølse
Hvor: Food Truck, Trade Zone og Gloria
Roskilde-nyklassikeren DØP forkæler kendere ved at servere hotdogs lavet på gedekød. Dog kun i deres bod i Trade Zone. Hvis man ikke er helt så eventyrlysten, kan man også få en klassisk hotdog eller en vegetar. I boderne ved Gloria og i Food Truck-området er der også krydrede oksepølser.

Gyldne italienske bolde


Hvad: Italian Street Treats
Hvor: Camping Øst:
Den romerske specialitet arancini er en sjældenhed på vores breddegrader. Men på Roskilde sparker Italian Street Treats de gyldne friterede bolde over disken. Indholdet er risotto med spinat og mozzarella, og det er en glimrende ølsnack. Du kan også få et morgenmadsspejlæg med pancetta eller paccheri (lækker pastatype) med bolognesisk ragù. Ellers prøv deres gnocchi med gorgonzola.

Ta den med rå
Hvad: Tatar
Hvor: Food Court
Drengene bag boden vil have vegetarer til at spise tatar lavet på gulerødder rørt med mayo og sennep. Du kan også få en ganske almindelig klassisk rørt tatar på kalvekød.

Et rigtigt måltid

Araberbox


Hvad: Manzel Street Food
Hvor: Food Court
Københavns mest ambitiøse mellemøstlige restaurant serverer den arabiske specialitet makloubeh, en risret med kylling og mandler i det, som de kalder en araberbox. Skyl den ned med granatæblelimonade.

Street Michelin
Hvad: Kiin Kiin Street
Hvor: Avalon
Danmarks eneste thairestaurant med en stjerne i den lille røde serverer rød karry eller pad krapow – en thailandsk streetfoodklassiker med hakket kød og masser af thaibasilikum – for Roskildepublikummet.

Dellekatesser


Hvad: Boutique Fisk
Hvor: Gloria 
Boutique Fisk laver fiskefrikadeller på rugbrød med remoulade. Perfekt, hvis man leder efter en undskyldning for at drikke en kold øl. Du kan også få stegt laks eller krabbesandwich.

Farmors mormormad
Hvad: Farmors Tarteletter
Hvor: Handelsøen
Aarhusianske Rar Bar laver bedstemormad som tarteletter, boller i karry, kylling i karry. De kan også servere ægte trøstemad i form af banana split – eller give dig ren samvittighed med en speltsalat.

Marokkansk mynte
Hvad: Thé à la Menthe
Hvor: Food Truck
Thé à la mente laver til daglig udmærket veltilsmagt marokkansk mad i København K. Prøv en gryderet med oksekød eller kylling, eller snack en falafel eller samosa. Du kan også varme dig på en kop myntete, hvis du er blevet gennemblødt af sommerregn.

LÆS OGSÅ: Nu kan du få din Ben & Jerry's som øl

LÆS OGSÅ: 6 geniale retter over bål

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Price's Diner: For lidt Price, for meget Tivoli

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Roskilde Festival