Direktør for Amager Bryghus: "Hvad angår nye og forskellige øl, så ligger København klart nummer et i Europa"
Over to dage i maj afholdes festivalen ’Mikkeller Beer Celebration Copenhagen’, som får besøg af 12.000 øl-kendere. Et af få danske bryggerier, der har været med fra første færd, er Amager Bryghus. Direktør Morten Lundsbak fortæller om eksperimenterende øl, populære tendenser og ølnørderi.

Hvad betyder det for et mindre bryggeri som jeres, at København har en stor ølfestival?
"Hele det leben er overvældende, fordi der er så mange gode samlet på et sted. 100 af verdens bedste bryggere kommer til København, så det er en kæmpe cadeau, at vi får lov at være med i det selskab. Helt konkret betyder det, at vi laver samarbejdsbryg med San Diego-bryggeriet Modern Times i dagene før, når de nu er i København.
Vi vil gerne være verdens bedste til at brygge øl, det er vi overhovedet ikke endnu, men for at blive det, skal vi arbejde sammen med nogen, der tænker anderledes om råmaterialer, øltyper og processer.”
Hvordan ligger København på det internationale ølkort?
”Hvad angår nye og forskellige øl, så ligger København klart nummer et i Europa. Vi er vist også det land, der har flest bryggerier per indbygger. Til eventet er niveauet af øl rigtig højt. Det finder man ikke tilsvarende på andre festivaler i Norden. Det er på en måde ligesom, hvis FCK skal møde Real Madrid i Champions League, så kommer der et rigtig godt fodboldhold til byen.”
Hvem er publikum?
”Det er spitzen af spitzenklasse. Firstmovere, som virkelig går op i øl. Men jeg kan også se, at det løber hele vejen ned gennem pyramiden, for der er stadig flere, der går ud på byens ølbarer og smager noget nyt i Beer Week op til festivalen.”
Hvilken slags øl er hipt lige nu?
”Det sure øl vinder mere frem blandt ølnørderne. Det er øl, man typisk kender fra Belgien, men de dygtige bryggere, som for eksempel danske To Øl, er blevet mere grænsesøgende og har lavet en masse nye variationer af det sure øl. Surt og bittert er tillærte smage, så man skal træne for at sætte pris på det. Man kan starte med at drikke noget, der er en smule mere surt end den pilsner, man er vant til. Det kunne være en farmhouse ale eller en saison, fordi de ikke er alt for vilde i smagen.”
Hvad er det skøreste I har eksperimenteret med?
”Vi lavede for nogle år siden en øl med et bryggeri fra Tampa i Florida, der også kaldes Cigar City på grund af byens cigarproduktion. Vi lagrede øllet på cedertræsspiraler. Det vil sige, at vi købte cedertræ i Brasilien og fræsede det til spiraler, så det fik en større overflade, der kunne afgive smag. Så lod vi ellers øllet stå seks uger med dem i tanken. Det gav en øl, der lugtede af cigarkasse, når man knappede den op.”
Mikkeller Beer Celebration Copenhagen afholdes 11. og 12. maj i Øksnehallen.
LÆS MERE: Klassiske Cocktails: Sådan laver du den perfekte Old Fashioned
LÆS MERE: Sony sagsøger bryggeri for Breaking Bad-reference
LÆS MERE: Mikkeller er rykket ind i ikonisk baseballstadion